23948sdkhjf

Kritisk McLaren-boss fortryder hårde ord mod Magnussen

Kevin Magnussen blev kritiseret af sin tidligere chef. Nu får den danske racerkører ros af samme mand.
MOTORSPORT I midten af oktober stod det klart for offentligheden, at den danske racerkører Kevin Magnussen ikke fortsætter hos McLaren i Formel 1 i den kommende sæson.

Efter bruddet langede McLaren-chefen Ron Dennis ud efter danskeren. Nu trækker samme Ron Dennis i land.

Kevin Magnussens tidligere chef sagde efter bruddet, at Magnussen "fik alle muligheder", og at danskeren "ikke nåede en række klare mål".

I et interview med hjemmesiden Formula1.com siger McLaren-chefen nu, at han i sin kritik i november måske var lidt for hurtig på aftrækkeren.

- Jeg er ikke perfekt, og af og til kan jeg komme til at svare på spørgsmål en smule mere irritabelt, end jeg burde gøre, siger Ron Dennis og tilføjer:

- Kevin er meget talentfuld, og vi ønsker ham alt det bedste. Hans Formel 1-debut for McLaren var imponerende; toer i sit første grandprix (i Australien i 2014, red.)

Ron Dennis understreger, at McLaren har en meget stærk sammensætning af kørere, og at det var nødvendigt at lade Kevin Magnussen gå.

- Og det er på ingen måde en kritik af Kevin, at vi i stedet for ham foretrak to kørere, der er majestætisk kvalificeret til at føre holdet til succes i fremtiden. Uanset hvor talentfuld Kevin unægtelig er, siger Ron Dennis.

Danskeren blev vraget til fordel for Fernando Alonso og Jenson Button.

Kevin Magnussens fremtid er stadig uvis. Han står uden kontrakt ved årsskiftet.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074