Generationsskifte gearer til årets udfordringer
Branchen er stadig under pres fra både forsikringsselskaberne, bilimportørerne og politikerne, melder bilforhandlerorganisation.
I 2016 vil AutoBranchen Danmark arbejde for endnu bedre forhold for de danske bilforhandlere, værksteder og autolakererier. Vi er i fuld gang med et generationsskifte, og det gælder også på de indre linjer i AutoBranchen Danmark. I 2016 byder vi velkommen til Mads Engberg, som vores nye underdirektør med ansvar for eftermarkedet. Til nytår sagde vi samtidig farvel til Michael Nørregård, som har været en stor kapacitet i branchen i en menneskealder og betydet meget i det store arbejde med fusionen af D.A.F. og FAI.
Branchen er under pres fra både forsikringsselskaberne, bilimportørerne og politikerne, så vi er trukket i arbejdstøjet, for vi skal nå meget i 2016 for at sikre de bedste vilkår for virksomhederne i branchen. For selvom 2015 blev endnu et år med et rekordsalg af personbiler og stabil skadesudvikling, så er avancerne fortsat små hos bilforhandlerne, og priserne for skadesarbejde er presset i bund.
Et fælles brancheopråb var desværre ikke nok til at overbevise politikerne om at fastholde den midlertidige forhøjelse af reparationsgrænsen. Vi må erkende, at branchen tabte 1. halvleg, men kampen er langtfra forbi. AutoBranchen Danmark vil i det nye år fortsætte sine bestræbelser på at overbevise politikerne om, at en ændring af reparationsgrænsen er en nødvendig og effektiv metode til at skabe og fastholde job i autobranchen og skåne miljøet.
2016 bliver året, hvor vi sætter fornyet politisk fokus på en omlægning til en teknisk registreringsafgift. Selvom 2015 blev året, hvor bilafgifterne blev nedsat, løser man ikke det fundamentale problem ved den værdibaserede registreringsafgift. Vi vil arbejde hårdt for at vise politikerne, at en omlægning fra en værdibaseret til en teknisk registreringsafgift er godt for miljøet og trafiksikkerheden, fordi forbrugerne får de rette incitamenter til at købe en miljøvenlig og sikker bil. Samtidig vil det gøre livet lettere for hele autobranchen. Ikke mindst fordi hele problematikken omkring flytning af avancer, der i flere år har skabt betydelig uro blandt forhandlere, så vil løse sig selv.
I 2016 vil vi fortsætte vores arbejde med at overbevise alle forsikringsselskaberne om, at kvaliteten ALTID skal være den vigtigste faktor, når der skal udvælges fordelsværksteder.
Selvom værkstederne vinder ved af at have et godt forhold til forsikringsselskaberne, er arbejdet for forsikringsselskaberne ikke altid uproblematisk. AutoBranchen Danmark har i flere år arbejdet for, at der kommer mere fokus på kvalitet i skadesarbejdet, så alt ikke handler om prisen. Et vigtigt element i at sikre kvalitet i skadesarbejdet er, at få forsikringsselskaberne til at stille krav om en certificering til deres fordelsværksteder. Det er der nogle forsikringsselskaber, der har taget til sig. Der er dog stadig selskaber, hvor prisen vægtes højere end kvaliteten.
AutoBranchen Danmark er klar til fremtidens udfordringer og ønsker alle et rigtigt godt nytår. På gensyn i 2016.
Jens Brendstrup,
administrerende direktør i AutoBranchen Danmark
Artiklen er en del af temaet Nytårsudtalelser.