23948sdkhjf

2016 skal vende NEJ til JA

Alt for få forventninger til nye lovkrav, stramninger og tiltag omkring dæk blev indfriet i 2015 – det vil regummieringsbranchen have rådet bod på i år.
FFRD 2016 bliver et nyt år med mange udfordringer og forventninger. Der er investeret i nyt moderne produktionsudstyr og bygninger blandt de tre producenter i Fabrikantforeningen For Regummierede Dæk i Danmark. Dækkene produceres efter de samme høje kvalitetsnormer som originale dæk. Vi tilbyder de laveste driftsomkostninger pr. kørt kilometer og bidrager samtidig til, at gods- og persontransport foregår med det laveste CO2 udslip og dermed en grøn transport profil.

Hele verden står nu sammen om FN klimaaftalen i Paris. Øget brug af regummierede dæk er et godt bidrag, men desværre ikke et beskrevet krav i aftalen. FFRD producenterne kan, sammen med transportbranchen, give et væsentligt bidrag til en reduktion af CO2 forureningen.

Blev vores forventninger til 2015 indfriet?

• Lov om vinterdæk: NEJ!

• Revision af Bekendtgørelse nr. 148 ”Tilbagetagning af nedslidte dæk”: NEJ!

• Større antal Dæk Razziaer i forbindelse med tungvognskontroller: NEJ!

• Øget anvendelse af regummierede dæk: NEJ!

• Mønsterdybden øges fra 1 til 1,6 mm på minimum 3500 kg køretøjer: NEJ! Uforståeligt at Danmark stadig kun har krav om minimum 1 mm mønsterdybde.

2016 skal være det store JA-år!

JA! Året starter godt, hvor vi byder velkommen til den reviderede dækbekendtgørelse pr 1. januar 2016.

Indberetningssystemet til Dækbranchens Miljøfond er blevet digitaliseret og gøres obligatorisk for alle. Dette betyder blandt andet, at der vil blive krævet mere dokumentation om de udtjente dæks vej i systemet og med digitaliseringen vil det være muligt, at foretage endnu bedre kontrol og forhindre udbetaling af tilskud for illegale dæk hentet fra udlandet.

Desuden vil ændringer, med Skats hjælp, bevirke, at der ikke handles dæk i Danamark fra udlandet uden gebyrbetaling. Netop betaling af det forholdsvis beskedne dækgebyr er grundlaget for økonomien i ordningen som sikrer, at de danske forbrugere og erhvervsdrivende uden problemer kan få afhændet de udtjente dæk og dermed også beskytte miljøet.

JA! Til lovgivning om brug af vinterdæk i Danmark.

Der var i 2015 især stor politisk fokus på vinterdæk, og det handler ikke kun om sikkerhed, men i lige så høj grad om fremkommelighed. Pressen, forbrugerorganisationer og ikke mindst billisterne forventer et lovkrav. Alle kræfter skal sættes ind på at rydde de sidste skrøner af vejen, så man undgår sommerdæk på vinterveje.

Dette kan ingen fornuftige underkende, især efter det akutte snekaos den 21. og 22. november.

Dækproducenterne har udviklet ”rigtige” vinterdæk som også har optimale egenskaber på kølige, våde danske veje. Så hvad venter vi på? Politisk ansvarlighed og handlekraft?

JA! Til at yde en indsats ved Dækrazzia på Tungvognkontroller.

De tre medlemmer af FFRD ønsker med deres indsats at sætte fokus på stik-og stødskader. Vi er af den overbevisning, at mange spontane dæksprængninger kan forebygges, og dermed en del voldsomme ulykker med tunge køretøjer.

JA! Til at kæmpe for øget anvendelse af regummierede dæk. Den mest miljøvenlige dækløsning.

Vi står i en urimelig priskonkurrence med dæk, som i nogle tilfælde er produceret med statssubsidier og heller ikke lever op til miljølovgivningen i EU. Selv oparbejdningsvirksomhederne, som neddeler de nedslidte dæk, har bøvl med at holde en ensartet høj gummipulver-kvalitet. Problemet er ikke kun dansk men et globalt problem.

Klimaaftalen i Paris skal bruges til et sætte ekstra fokus på miljøfordelene ved anvendelse af regummierede dæk. FFRD vil arbejde tæt sammen med Miljømyndighederne i Danmark og gennem vores europæiske netværk, Bipaver.

JA! Til naturlig dæk-harmonisering med det meste af Europa samt implementering af dæklabel på lastbil- og bus-dæk. 1,6 mm som mindste mønsterdybde på alle køretøjer over 3500 kg totalvægt. Sidst, men ikke mindst, en lovgivning for krav om brug af vinterdæk, når føret er vinterligt. Alle vores nabolande har en vinterdæk-lovgivning, som oven i købet er blevet skærpet, og den gælder også for danske lastbiler og busser. Så den del af vognparken skaber sikkert ingen trafikale problemer, når Kong Vinter sætter ind i Danmark, hvilket jo er positivt. Vi skal bare lige have de sidste med.

Trafiksikkerhed og information er også et vigtigt område, og FFRD deltager aktivt i informationsarbejdet gennem Rådet For Større Dæksikkerhed. Naturligvis deltager vi også på Temadagen for dæk, som hvert år afholdes på Teknologisk Institut i Tåstrup, hvor altid aktuelle emner og indlægsholdere gør dagen til en interessant begivenhed.

NDI-Euroband Brørup – Vulkan-RTS Randers - Bandag Tobøl Dæk ser optimistisk på fremtiden, og ønsker hermed alle kunder og hele branchen godt nytår!

Erik Neuberg Rasmussen,
formand for Fabrikantforeningen For Regummierede Dæk i Danmark

Artiklen er en del af temaet Nytårsudtalelser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094