Biltransportør: Stordrift er nøgleordet
Dansk Auto Logik er en af de helt tunge spillere på biltransport herhjemme, men den organiske vækst kommer i første række
Der er stor travlhed hos biltransportøren Dansk Auto Logik. Rekordhøje bilsalgstal har givet en stor organisk vækst, der fortsat kræver investeringer i både mandskab og materiel. (Foto: Dansk Auto Logik)
- Bilsalget har været relativt højt i en del år efterhånden, og alle de importører og forhandlere, vi taler med, har gode forventninger om, at det ligger fortsat på højt niveau. Derfor tilpasser vi vores virksomhed til det, forklarer adm. direktør Kurt Rath til Transportmagasinet.
Virksomheden beskæftiger sig hovedsaligt med transport af biler til forhandlere, auktioner og så videre, men en del af forretningen udgøres også af specialopbygning af varebiler til erhverv, ombygning af Personbiler til VANS og andre klargøringsopgaver, som også er blevet styrket i det forgangne år.
I 2015 valgte man for eksempel at opkøbe Vamdrup Klargøringscentral fra den mangeårige samarbejdspartner, Bilkoncernen Nic. Christiansen Holding, og implementeringen er gået helt efter planen, siger Kurt Rath:
- Da der var tale om en forretning, som ydelsesmæssigt mindede meget om vores egen kerneforretning, var opgaven var relativ overkommelig.
Men til trods for, at det må siges at gå godt, er der ikke dollar-tegn i øjnene på Kurt Rath.
- Vi har en forståelse af, at stordrift er nøgleordet for konkurrencedygtig virksomhed. Derfor vil vi altid være åbne overfor opkøb af de virksomheder, som er oplagte, men vi er ikke selv opsøgende på nuværende tidspunkt, siger han, og fortsætter:
- Vi har haft en stor organisk vækst, som har kostet en del energi og resurser. Aktiviteten er steget væsentligt, og vi vil ikke umiddelbart have problemer, hvis vi kommer ikke til at lave opkøb i 2016. I stedet kan vi så tage det som et år, hvor vi konsoliderer og rydder op i krogene internt.