23948sdkhjf

En ny dansk model, tak!

Hvad er det ved vores danske model, som gør, at det ikke var Danmark, som tog førertrøjen i udviklingen af eldrevne biler?
MICHAELS MOMENT Historisk set så verdens første eldrevne køretøjer dagens lys helt tilbage i 1800-tallet. I Danmark udviklede man i 1980’erne Ellerten og Hope Whisper, men de blev i bogstavlig forstand kørt af banen.

I dag er Ellerten og Hope Whisper glemt. Men inden de blev parkeret på glemslens permanente holdeplads, så nåede vi at få os et godt grin. For hvem kunne dog være så naiv at forestille sig, at eldrevne biler kunne blive en del af fremtidens trafikløsning?

Vores kærlighed til Janteloven sikrer, at vi i Danmark dyrker middelmådigheden og peger fingre af de visionære. Vi glæder os i det stille, når det ikke lykkes for naboen at realisere drømmen, som vi ikke selv havde fantasien til at fostre eller bollerne til at løbe efter.

Hvis Elon Musk var født og formet i Danmark, så er jeg desværre ret sikker på, at det ikke var blevet ham, som havde sat Tesla på verdenskortet.

I Danmark kan vi godt. Historisk set. Herom vidner en hel række internationale industrieventyr. Frøene til hovedparten af disse blev dog lagt langt tilbage i et forgangent århundrede af frit tænkende visionære erhvervsfolk, som ikke lod sig forme af Janteloven og den danske drøm om middelmådighed. Vi skal som nation lære at se det at tage en kalkuleret risiko som noget positivt. Vi skal lære at turde noget mere. Vi skal turde at prøve vores idéer af uden at have en statsfinansieret økonomisk støtteordning med i håndbagagen.

Den indre viking
I stedet er der brug for, at vi forstår vigtigheden af at udvikle en folkelig mental støtteordning, som vil gøre, at flere af vores visionære unge, i langt højere grad end i dag, vil turde at være entreprenante og risikovillige.

Hvis man i dag fejler i sin stræben, så skammes man ud og huskes for sine fejlslagne eventyr. Man anvises en fast plads bagest i vognen. Andre steder i verden bliver man i stedet motiveret til endnu engang at forsøge at nå førersædet, hvorfra kursen sættes.

Hvad er der blevet af vores fandenivoldske indre viking? Den viking, som var så stålsat på at indtage verden, at han kastede sig ud i Atlantens bølger i en hjemmelavet træbåd? Ok, der var nogle af datidens vikinger, som ikke nåede frem, men dem var der ingen, som pegede fingre af i samtiden. Og i dag, tusind år senere, bliver de hyldet af eftertiden.

Vi bør i Danmark hylde vores samtids visionære vikinger. Også når de fejler. Moderne vikinger, som tør tro på Ellerter, og som tør tro på, at en Hope Whisper kan nå banen rundt. Vi skal skabe et Danmark, hvor den næste Elon Musk vil trives. Et land som en Henrik Fisker ikke behøver at forlade for at realisere sine visioner og udleve sine drømme.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.191