23948sdkhjf

Voldsom kritik af forlænget værkstedsgaranti

AutoBranchen Danmark: Tryg har igen hænderne dybt nede i værkstedernes lommer. Tryg føler sig misforstået og indkalder til møde om sagen.
REPARATION Fredag eftermiddag den 4. marts modtog Trygs netværk af fordelsværksteder en ifølge AutoBranchen Danmark ”foruroligende” mail fra Trygs indkøbsafdeling, som beskrev, hvordan værkstederne fremover skulle give fem års garanti på alt arbejde udført i forbindelse med reparationerne, på lakeringsarbejdet og på de karrosseridele, som anvendes til reparationen.

- Som vi har set mange gange før, lader mottoet lader til at være: Ingen kvaler, værkstederne betaler, siger vicedirektør i AutoBranchen Danmark, Mads Engberg, og forklarer:

- Tryg har hænderne igen dybt nede i værkstedernes lommer, når de på værkstedet vegne giver fem års garanti til Tryg-kunder uden selv at give en krone for det. Det er fuldstændig uacceptabelt, at værkstederne nu står med fem års garanti på en reservedel, som de kun får to års reklamationsret på hos importøren, og som typisk kun har to års garanti, når den sidder på en fabriksny bil. Det er en fuldstændig gratis omgang, som Tryg giver på deres fordelsværksteders vegne. Det er en sag, som vi vil tage op med Tryg, så det ikke igen er værkstederne, som skal tage regningen for Trygs løfter, siger vicedirektør i AutoBranchen Danmark Mads Engberg.

Vender bevisbyrden

Tryg har ifølge AutoBranchen Danmark ved tidligere lejligheder ændret i væsentlige kontraktlige forhold uden at give nogen form for varsel til deres nærmeste samarbejdspartnere nemlig fordelsværkstederne, og de importører som leverer reservedelene.

De almindelige forældelsesfrister i forældelsesloven er på tre år, men kræver, at forbrugeren kan påvise, at fejlen skyldes reparationen.

- Nu vender Tryg bevisbyrden om, ved at pålægge værkstederne en garantiforpligtelse, hvor de skal bevise, at en fejl langt ude i fremtiden ikke skyldes skadesreparationen. Det er stærkt problematisk, at Tryg ændrer på så væsentligt et aftalevilkår uden at have nogen form for kontakt med deres leverandører eller med branchen i det hele taget, udtaler Mads Engberg.

Urimelig lang garanti

- I en normal verden ville en ændring af et væsentligt kontraktvilkår blive drøftet med den anden part i kontrakten, men her kommer der blot en skriftlig meddelelse om, at fremover er der fem års garanti. Ud over at det er en urimeligt lang garanti at kræve, så er det en uhørt arrogant måde at behandle sine leverandører, som Tryg kalder værkstederne. Det er naturligvis et emne, som vi også vil tage op med bilimportørerne, som leverer delene, siger Mads Engberg.

Regnedrenge uden føling

- Tryg stiller i forvejen krav til deres fordelsværksteder om, at biler der er mere end fire år gamle så vidt muligt og altid efter taksatorens ønske skal repareres med brugte eller alternative dele. Det er uklart om disse dele fremover også skal garanteres i fem år af værkstedet uden nogen form for modydelse fra Trygs side og med en garanti fra ophuggeren, der typisk er på 3-6 måneder, oplyser han.

- Kæden hopper helt af, hvis det også gælder brugte og alternative dele. Den eneste forklaring må være, at der sidder nogle regnedrenge bag et excel-ark i Trygs indkøbsafdeling, som ingen føling har med, hvad det er for krav, de stiller til værkstederne, siger Mads Engberg.

Tryg: Sag er misforstået. Forsikringsselskab indkalder til dialogmøde 15. marts

- Vi har indset, at vi desværre har ageret forkert i denne sag, idet vores information desværre har kunnet misforstås, siger Andreas Larsson, nordisk indkøbschef hos Tryg for motor og person til den skarpe kritik fra AutoBranchen Danmark om udvidet garanti.

- Dette er egentlig en positiv sag for både kunder og reparatører. Vi udvider vores garanti fra tre til fem år, og det er Tryg, som står inde for den udvidede garanti, siger Andreas Larsson til Motor-magasinet.

- For kunderne betyder dette to års ekstra garanti, mens det for reparatørerne ikke betyder yderligere omkostninger. Den udvidede garanti skal derimod skabe ekstra kunde-loyalitet fra bilejerne. Tryg bliver first mover på dette område i Norden, idet vi bygger videre på høj kvalitet hos vores reparatører, der ifølge aftalen med Tryg garanterer, at de arbejder efter fabrikkernes forskrifter, tilføjer han.

Tryg har nu inviteret direktørerne for både Bilbranchen, SKAD og AutoBranchen Danmark til et dialogmøde om sagen i næste uge, tirsdag den 15. marts, hvor vi vil præcisere indholdet vedrørende den forlængede garanti.

- Vi tager det alvorligt at have åben relation til branchen, og vi har stort fokus på input fra branchen, siger Andreas Larsson.

Mailen fra Trygs indkøbsafdeling 4. marts til selskabets netværk af fordelsværksteder er ifølge Andreas Larsson udsendt til samtlige fordelsværksteder, cirka 400 danske autoværksteder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.132