23948sdkhjf

Mitsubishi erkender snyd med bilers data og aktie dykker

OPDATERING: Onsdag faldt Mitsubishis aktie 15 procent, og bilproducenten bekræfter snyd med tal for brændstoføkonomi.
BRÆNDSTOF Bilkoncernen Mitsubishi indrømmer at have manipuleret med brændstofeffektiviteten i en del af koncernens biler, der sælges på det japanske marked.

Snyderiet berører modeller fra både Mitsubishi og partneren Nissan.

Indrømmelsen fra Mitsubishi kommer i forlængelse af en stor skandale i tyske Volkswagen, der sidste år måtte indrømme omfattende manipulation med test.

Mitsubishi har stoppet produktionen og salget af de berørte modeller, og en uafhængig undersøgelse er sat i gang, lyder det fra selskabets ledelse i Japan.

- Hvad angår kontrol af brændstofforbruget, har vi fundet ud af, at koncernen har foretaget ureglementerede test, så bilerne leverer en bedre brændstofeffektivitet, end de gør i virkeligheden, hedder det i en meddelelse fra selskabet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Skandalen omfatter ifølge Mitsubishi 625.000 biler. Det fremgår af et pressemøde med koncernens direktør, Tetsuro Aikawa, i Tokyo.

468.000 af bilerne er Nissan-modeller ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Mitsubishis aktie faldt onsdag 15 procent, efter meldinger om at bilkoncernen formentlig havde snydt. Det blev først bekræftet efter børsens lukning.

Ifølge Bloomberg er faldet det største i aktien i mere end 10 år, skriver AFP.

eK Wagon og eK Space

Snyderiet berører minibilerne "eK Wagon" og "eK Space" fra Mitsubishi. For Nissan drejer det sig om "Dayz" og "Dayz Roox".

Sagen blev opdaget, da Nissan blev opmærksom på uoverensstemmelser i data for brændstofeffektiviteten.

To andre asiatiske bilproducenter, Kia og Hyundai, har tidligere betalt milliarder af kroner i straf til amerikanske myndigheder for at have overdrevet deres bilers brændstoføkonomi.

Volkswagen indrømmede sidste år, at koncernen havde manipuleret test for udledning af NOx-gasser med software, der var indbygget i millioner af biler.

Flere dieselmodeller fra VW fremstod i test langt mere miljøvenlige, end de i virkeligheden er, og det kommer til at koste koncernen milliarder af kroner.

FDM: Ny bilskandale berører ikke danske bilejere

Danskere, der ejer biler af mærket Mitsubishi eller Nissan, kan ånde lettet op.

De er ifølge bilejernes organisation, FDM, ikke berørte af den seneste skandale i bilindustrien om snyd med bilers brændstoføkonomi.

- Danske bilejere kan tage det med ophøjet ro. Det her handler om biler, der kun er solgt på det asiatiske marked, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk, FDM.

Snyderiet berører minibilerne "eK Wagon" og "eK Space" fra Mitsubishi. Også biler fra partneren Nissan er under anklage. Her drejer det sig om biler af typen "Dayz" og "Dayz Roox".

Hos FDM ærgrer man sig over den seneste skandale, der kommer i kølvandet på sidste års afsløring af problemer hos Volkswagen.

- Der er behov for en ny måde at teste biler brændstof- og miljømæssigt. Og den er heldigvis på vej og skulle gerne i funktion i 2017. Men set med vores øjne er den nye test stadig ikke optimal, siger Torben Lund Kudsk.

Han mener, at den nye testmetode fortsat vil ikke vil give forbrugerne et realistisk billede af brændstoføkonomien i de testede biler.


Kilde: Ritzau

Artiklen er en del af temaet Dieselgate.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094