23948sdkhjf

En podieplads er ikke nok

Formula Racing, det danske racerteam fra Allerød, vil stå øverst på podiet i GT Am-klassen, når de 24 timers ræs er blevet kørt på Le Mans – og det skal ske med tre danske kørere.
PORTRÆT Målsætningen for 2015 var klar, da danske Formula Racing hos Formula Automobile, som er den danske importør af Ferrari og Maserati, var færdige med at definere årets mål: Vi skal vinde European Le Mans-seriens GTE-klasse og derved kvalificere os direkte til Le Mans 2016 med et dansk team. Som sagt, så gjort.

Men hvordan lykkes man med at skabe, udvikle og fastholde den vinderkultur, som man har skabt på relativt kort tid?

Og hvordan træder man ind i en bilklasse, som man kun har begrænset erfaring med, og dermed fra start er bagud på point?

Svarene er ikke så ligetil, men knofedt og vilje indgår naturligvis i planen.

- Formula Racing startede i 2007 i det små, og så er det lige pludselig blevet stort, fordi vi har fået potentialet til at vinde. Det har naturligvis krævet en masse hårdt arbejde at nå dertil, men målet for hvor ambitiøs man bliver vokser også, når man kan se, at man har målet inden for rækkevidde. Så vil man opnå det uopnåelige. Både som kører og teamchef er det jo noget af det største at kunne få lov til at opleve Le Mans. Og vores mål er at vinde, siger Allan Jørgensen, der er teamchef i Formula Racing.

Rent dansk team

Da Formula Racing kvalificerede sig til Le Mans, var beslutningen om et rent dansk team allerede taget. Det betød også, at Formula Racing måtte ud og finde en ny kører som erstatning for italienske Andrea Rizzoli, der ellers havde været med til at køre LMS-mesterskabet hjem.

- I foråret 2105 begyndte vi så at kigge på, hvilken dansk kører, vi skulle have. Det skulle være en, der er hurtig, som kan sammen med os andre, og som er stabil. Vi havde Christina Nielsen til test i efteråret, hvor hun gjorde et godt stykke arbejde, og vi blev enige om, at det skulle være hende, siger Allan Jørgensen.

Teamchefen har dermed et team bestående af guldkører Mikkel Mac, sølvkører Christina Nielsen og bronzekører Johnny Laursen til rådighed. De skal alle have en fornemmelse for, at deres bil er optimal at køre i de mange timer – og hvordan gør man så det?

- Bilen skal naturligvis kunne køre hurtigt, men den skal også være sikker, så det er noget med at ændre på nogle vinkler på bilen, men at sige helt præcist, hvad vi gør, kan jeg ikke røbe. Det er dog en god idé at ændre lidt på bilens højde, så den er lidt understyrende i stedet for overstyrende. En let understyrende bil er en mere sikker bil, og hvis man så kigger på data og tager det generelle set up for de tre kørere, så mister man mindst tid på den måde, lyder den blot en anelse tekniske delforklaring på, hvordan man får en optimeret bil.

Formula Racing har altså troen på, at de er bedre end de andre teams. Allan Jørgensen forklarer det med et godt team, som har den helt rigtige sammensætning. Men det samme synes vel alle de andre teams?

- Ja, det synes de jo. Men vi mener, at vores opsætning er den rigtige. Det vigtige for os er stabiliteten. Ikke at lave fejl. Det kan sagtens ske, at nogen kommer til at lave fejl, og så bliver vi hægtet bagud. Men det har vi været gode til at undgå indtil videre, siger Allan Jørgensen.

Men ikke hele teamet er dansk – det tekniske team er et fabriksteam fra Ferrari, og alle deres mekanikere er italienere. Sammen skal de sikre, at hele forløbet før, under og efter går som planlagt.

- Vi har ikke prøvet alt dette før, og vi skal se, hvor vi er henne og tage et step ad gangen, så vi kan forberede det hele, så godt som vi tror op til Le Mans. Men der vil hele tiden komme nogle overraskelser, og vi skal have koordineret det hele, så det hele passer, fastslår Allan Jørgensen.

Og under selve løbet?

- Der bliver udfordringen at få bilen til at køre alle 24 timer.

Og hvis den ikke gør det?

- Det gør den. Det andet overvejer vi ikke.

Formula Racing stiller også op i European Le Mans-serien. Her er målet at gentage sejren fra 2015.///

Fandt en brugt Ferrari

Som deltager i GTE Am-klassen, den mindste i Le Mans, må man ikke køre en bil, der er helt ny. Den skal være et år gammel, og derfor har dele af forberedelsen gået på at finde en bil, der er så god og frisk som overhovedet muligt.
- Den bedste bil, man kan købe, er en fabriksbil, som har kørt i året før. Så det har vi gjort, siger Allan Jørgensen.
Bilen endte med at blive en Ferrari 458 GT2, som har været brugt af Ferraris fabriksteam. Og hvad sådan en koster?
- Det kan jeg ikke fortælle, men det er ikke billigt, siger Allan Jørgensen, og løfter øjenbrynene let, da han lægger tryk på ikke.













Artiklen er en del af temaet Formel 1 / Le Mans 2016.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095