23948sdkhjf

Mekonomen gav travlhed hos Autobutler

Efter at Mekonomen i marts gik sammen med autobutler.dk om at hjælpe digitale kunder på værksted, har der været travlhed hos de medvirkende værksteder.
VÆRKSTEDSARBEJDE - Alle mekanikere er booket, og vi har rasende travlt. Der er meget få ledige tider på værkstederne lige nu, siger adm. direktør Christian Legêne fra værkstedsportalen autobutler.dk som alene i april har formidlet 9082 jobs til de medvirkende værksteder.

Den digitale chef peger på, at det nye samarbejde med Mekonomen (som omtalt i Motor-magasinet i marts) har givet ekstra kunder. Bilejerne kan selv vælge, hvilket værksted de gerne vil have tilbud fra - og hos værkstedsportalen oplever man at det kommer mange Mekonomen-værksteder til gode, fordi bilejerne gerne vil have bilen til service eller reparation på et værksted fra de store kædesammenslutninger, oplyser en pressemeddelelse.

- I løbet af marts fik vi næsten 100 nye værksteder fra Mekonomen med på portalen, og selv om der er en vis indkøringstid for den enkelt mekaniker, så har bilejerne taget positivt imod de nye kædeværksteder, fortæller Christian Legêne, som peger på at mange af hans kunder tidligere var på et af de autoriserede værksteder, men nu finder en kvalitet, der ikke bare er på niveau, men i forhold til garantier også er bedre end hos mærkeværkstederne.

Nettet giver nye kunder
Selv om der har været enkelte værksteder i Mekonomen, som har været skeptiske over for konceptet, oplever kædens adm. direktør i Danmark, Christer Blohm, at tilslutningen til autobutler.dk har givet adgang til en række digitale kunder, som man ikke tidligere fik fat i.

- Vi har været spændte på, om bilejerne udelukkende kigger på prisen på nettet - men i den frie konkurrence med andre kan vi se, at bilejere først og fremmest går efter at finde de værksteder, som har fået positive bedømmelser og som gør noget ekstra ud af jobbeskrivelsen. Her har det en positiv rolle, at Mekonomen er et kendt varemærke hos bilejerne, forklarer Christer Blohm.

Han peger på, at den største udfordring for værkstederne er at vænne sig til at de nu også skal være udadvendte og aktivt svare kunderne via nettet - alligevel er der allerede nu flere værksteder i kæden som har omsat for over én million kroner via autobutler.dk, oplyses det.

Overrasket i Køge

Mekonomen-værkstedet A.R. Auto i Køge nåede i maj en omsætning på over én million kroner via autobutler.dk. Alligevel er indehaver Anders Rasmussen blevet overrasket over, hvordan flere og flere af hans kunder nu kommer via internettet.

- Det virker som om at langt flere bilejere end nogensinde før udelukkende bruger internettet, når de skal finde et godt værksted. Jeg mærker derfor en direkte effekt af den digitale tilstedeværelse, siger Anders Rasmussen ifølge samme pressemeddelelse.

- Mange af mine kunder var tidligere helt almindelige bilejere fra det lokalområdet. Men efter at jeg begyndte at få online bedømmelser på nettet, virker det som om at der kommer mange bilejere, som udelukkende kommer fordi de har læst de positive brugerbedømmelser. De fortæller mig også, at de har valgt mit værksted efter at have læst, hvad andre skriver, siger han.

- Jeg troede egentlig, at de digitale kunder ville være yngre og mere skeptiske end de eksisterende bilejere, men det er ikke tilfældet. Det er Hr. og Fru Danmark, der nu bruger nettet. Der er ikke nogen som helst forskel i alder, biltype eller andet på de kunder der kommer via nettet, og så dem, der kommer fra gaden, udtaler Anders Rasmussen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094