23948sdkhjf

Opgør om seek4cars fortsætter

Firmaets moderselskab solgt for beskedent beløb. Sagsanlæg og advokatundersøgelse er på vej, mens politiet har droppet at rejse sag.
EJERSKAB Den bitre strid mellem en ny og gammel ejerkreds af internetportalen seek4cars fortsætter med uformindsket styrke.

Sagen handler i korthed om, at firmaets tre stiftere er blevet rygende uenige om firmaets fremtidige strategi, hvilket i første omgang medførte, at deres veje skiltes. Men sidenhen har uenighederne resulteret i politianmeldelser, revisionsundersøgelser og beskyldninger om blandt andet momssvindel og dokumentfalsk.

Selskabet er stiftet i 2009 af Kim Espersen, Allan Laustsen og Scott Harboe. Kim Espersen er i dag adm. direktør i firmaet, mens de to øvrige ikke længere er en del af den daglige drift, men begge har beholdt aktier i investeringsfirmaet Bizzcorp Communities ApS, der tidligere ejede godt 67 procent af aktierne i seek4cars. Resten ejes af en kreds aktionærer tilknyttet autobranchen. Blandt andet tegnede CAD Indkøb aktier for en million kroner i forbindelse med en kapitaludvidelse i 2013.

Krav om millionerstatning

De to forhenværende seek4cars-stiftere mener, at en personkreds omkring ledelsen i seek4cars og i Bizzcorp Communities’ bestyrelse forsøger at slippe af med de to tidligere stiftere ved hjælp af metoder, der har fået dem til at anmelde sagen til politiet og Erhvervsstyrelsen samt at få sat gang i en uvildige granskningsrapport.

Allan Laustsen oplyser til Motor-magasinet, at størstedelen af aktiebeholdningen i investeringsfirmaet Bizzcorp Communities ApS nu er solgt til Hans Welling for 400.000 kr., og at han selv har forsøgt at byde, men er blevet afskåret for adgang til udbudsmaterialet. Samtidig er firmaets værdi blevet nedskrevet. Han mener, at det forhold, at han ikke kunne få adgang til at byde, er i strid med selskabsloven.

- Jeg var klar til at byde væsentligt mere, men selskaberne svarede ikke på mine henvendelser og det har medført, at min andel i dag er komplet værdiløs. Det samme er den kreds af anpartshavere, som også ejer anparter i investeringsselskabet. Derfor har vi onsdag 25. maj anmodet procesbevillingsnævnet om på vegne af omkring 30 anpartshavere at få fri proces til at føre erstatningssag mod de nye ejere med krav om millionerstatning, siger Allan Laustsen.

Han oplyser, at seek4cars i forbindelse med en kapitaludvidelse i 2013 blev anslået til at have en værdi på 30 millioner kroner.

- Både jeg og de andre kapitalejere er nu sat i en situation, hvor eneste mulighed er erstatningskrav imod selskabet, bestyrelsen, revisoren, rådgivere og de kapitalejere der har udnyttet andre kapitalejere. I sagsakterne indgår et gældsbrev med forfalskede underskrifter, som er indgået som et led i en plan om at berige sig på andre kapitalejeres bekostning, siger Allan Laustsen.

Bizzcorp Communities ApS afholdt tirsdag 24. maj både ordinær- og ekstraordinær generalforsamling. Her blev det besluttet at gennemføre en uvildig advokatundersøgelse af det spegede forløb.

- Det er for så vidt udmærket, men jeg ser det som endnu et forsøg på at trække sagen i langdrag, siger Allan Laustsen.

Om seek4cars


Seek4cars er et Hjørring-baseret aktieselskab, som skaber it-løsninger på tværs af grossister, værkstedskæder og brancheforeninger og er vært for over 1200 branche-hjemmesider.


Momsunddragelse

Det er ikke den første uvildige undersøgelse, der har forsøgt at rede trådene ud i, hvad der er foregået i de forskellige selskaber med tilknytning til seek4cars. Det var også artige sager, det Aalborg-baserede revisionsfirma Redmark blev sat til at granske. Synderegisteret skulle blandt andet omfatte forhold som forsøg på momsunddragelse, forsøg på skatteunddragelse, dokumentfalsk, brud på revisorloven og brud på selskabsloven.

Den uvildige granskningsrapport konstaterede en del uregelmæssigheder i regnskaberne. Den 24 sider lange rapport slår blandt andet fast, at ”der er risiko for at momshåndteringen kan karakteriseres som momsunddragelse. Situationen forværres af, at der er hele perioden har siddet samme direktør i begge selskaber, samt at størstedelen af bestyrelsen ligeledes har været den samme i begge selskaber i hele perioden.”

Desuden påtaler rapporten, at lønningerne til de ansatte i seek4cars fejlagtigt figurerer som omkostninger for Bizzcorp Communities ApS. Det var i forbindelse med disse fejlagtige lønposteringer, at den føromtalte momsgæld opstod og på et tidspunkt truede med at lukke investeringsselskabet.

Den endelige granskningsrapport har været igennem den uvildige Redmark-revisor Peter Fjeldgaard i tre omgange, før den fjerde og endelige udgave forelå i slutningen af april.

- Det er interessant, at momsgælden er betalt i perioden mellem den første og endelige udgave af granskningsrapporten. Men der var jo også tale om klokkeklar momsunddragelse, siger Allan Laustsen.

Politiet stopper efterforskning

Han oplyser, at den politianmeldelse, han tidligere har indgivet til politiet i Aalborg, vedr. dokumentfalsk, ikke længere efterforskes, eftersom satsadvokaten ikke mener, at anmeldelse beviser at der er tale om dokumentfalsk.

- Det må jeg tage til efterretning. Jeg tror sagen har været for kompliceret for politiet, siger han.

Motor-magasinet har rettet henvendelse til sagens modpart, adm. direktør i seek4cars Kim Espersen og anpartshaver Hans Welling, I en mail skriver Hans og Gitte Weeling:

- Vi vil ikke kommentere på det, men vi har en anden opfattelse af, hvad der er foregået.

Også adm. direktør Kim Espersen er ganske kortfattet:

- Vi ikke er enige omkring fremstilling, konklusion på rapporten, samt faktuelle oplysninger. Jeg har ingen kommentarer og artiklen må stå alene for Motor-magasinet og Allan Laustens udlægning, skriver Kim Espersen i en mail.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093