23948sdkhjf

Politisk rådgiver i spidsen for autoudvalg

Kristian Brændstrup Bech skifter fra Socialdemokraterne til stilling som ny sekretær i Håndværksrådets autoudvalg.
JOBSKIFTE Håndværksrådet, der repræsenterer de frie værksteder, karosseriteknikere, autogenbrugere og autoglas-folk, har fået ny sekretær for autoudvalget. Kristian Brændstrup Bech kommer med seks års erfaring som politisk rådgiver i Socialdemokratiet. Her har han hjulpet flere forskellige politikere og ordførerskaber med at klarlægge partiets politik og ikke mindst sikre gennemslagskraft. Men nu har den 36-årige nordjyde, som er uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet i 2009, ifølge ham selv aftjent sin tid på Christiansborg. I hvert fald foreløbigt. Nu venter der andre kampe, nemlig kampene for at sikre de frie værksteder gode konkurrencevilkår og styrke digitaliseringen.

- Jeg ser nogle klare muligheder for at udvikle mig på den her post. Uden at jeg selv er ekspert i bilmekanik, er jeg rigtig glad for biler, og jeg synes der ligger mange spændende og vigtige opgaver på det her område. Jeg skal selvfølgelig også varetage andre opgaver end lige netop arbejdet i autoudvalget, men branchen er som helhed spændende og på vej gennem en stor omstilling, fortæller Kristian Brændstrup Bech, da Motor-magasinet møder ham hos Håndværksrådet, som har sit hovedsæde på Islands Brygge i København.

Han vil samtidig fortsætte kampen om reparationsgrænsen og ikke mindst den altafgørende tilgang til fri bildata, der skal sikre, at frie værksteder kan tilgå de samme data i forbindelse med et serviceeftersyn, som mærkeværkstederne kan.

Kristian Brændstrup Bech

Født: 1. marts 1980 i Aalborg.

Uddannelse: 2009: cand.scient.adm (Politik & Administration) fra Aalborg Universitet.

Job: 2009 fuldmægtig i Indenrigs- og Socialministeriet. Fra 2010 akademisk medarbejder, politisk konsulent og seniorrådgiver for Socialdemokratiets folketingsgruppe på Christiansborg.


- Håndværksrådet og jeg vil fortsat kæmpe for, at både politikerne og forbrugerne bliver bedre oplyst om, hvor stort potentialet er for at udnytte ressourcerne bedre, når man taler reparationen af biler. Her tænker jeg især på udnyttelsen af brugte bildele, der kvalitetsmæssigt og miljømæssigt er oplagt, siger Kristian Brændstrup Bech.

Men både Håndværksrådet og lang række andre aktører i branchen har kæmpet forgæves, når det handler om reparationsgrænsen. Politikerne ville ikke forhandle, og grænsen blev sænket fra 75 til 65 procent. Hvornår lægger I strategien om?

- Jeg synes, vi har de rigtige argumenter i forhold til, hvad en højere reparationsgrænse betyder for arbejdspladser og miljø. Vi ved, at klimatiltag koster penge, men i det her tilfælde kan man skabe og bevare job samtidig med, at en masse råstoffer i bildelene bliver genbrugt. Det er sund fornuft.

Bevidsthed på Borgen
Foruden at skulle varetage interessen med autobranchen, skal den nye mand i Håndværksrådet også hjælpe små og mellemstore virksomheder med problemer og udfordringer, der kan ligge i skatte- og afgiftsspørgsmål og digitalisering.

- Dansk økonomi som helhed bygger i høj grad på små og mellemstore virksomheder. Herunder hører en lang række autofolk. Så mine kommende opgaver inden for de felter er vigtige på flere parametre, siger Kristian Brændstrup Bech.

Han fortæller, at der bredt set på Christiansborg er en anerkendelse af, at bilen stadig, også de næste mange år, er afgørende i forhold til at binde landet sammen.

- På Christiansborg er det er en bevidsthed om biler og eftermarkedet. Selv om politiske aftaler om den kollektive trafik fylder rigtig meget i det brede mediebillede, så kan langt de fleste politikere i min optik sagtens forholde sig til vigtigheden af, at man ikke underkender bilen som transportmiddel. Bilen er nødvendig for at få hverdagen til at hænge sammen for rigtig mange familier, når man skal på arbejde, hente børn og så videre. Her slår kollektiv trafik ikke altid til, forklarer han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125