23948sdkhjf

Leasing holdes i kort snor

Socialdemokratiet kræver mere kontrol med billeasing, når nye lovregler træder i kraft den 1. juli
LOV Hele Folketinget bortset fra Enhedslisten stemte i tirsdags ja til, at udenlandske leasingselskaber kan operere i Danmark under ordningen med forholdsmæssig registreringsafgift. Det gælder fra 1. juli.

Det skete med en socialdemokratisk advarsel om påpasselighed.

”Behovet for at føre tilsyn med brugen af storkundeordningen, herunder fra udenlandske leasingselskaber, øges med lovforslaget,“ skriver skatteordfører Jesper Petersen (S) i skatteudvalgets tillægsbetænkning, der gjorde lovforslaget klar til slutbehandlingen.

”Socialdemokratiet opfordrer i den forbindelse skatteministeren til at sikre dette og overvåge, om der sker utilsigtet brug af ordningen,“ fortsætter skatteordfører Jesper Petersen.

Risiko for misbrug

Den udtalelse illustrerer, hvorfor skatteminister Karsten Lauritzen (V) overhovedet ikke er imødekommende, når Finans og Leasing foreslår en såkaldt opsamlingsbestemmelse for bagatelagtige ændringer i leasingkontrakter, der er uden betydning for månedsafgiften. Finans og Leasing er en interesseorganisation for danske registrerede virksomheder, der beskæftiger sig med finansiering.

Registreringsafgiftens størrelse indeholder en fristelse til omgåelse, påpeger skatteministeren.

”Jo flere efterfølgende ændringer af en leasingaftale, der tillades uden krav om en fornyet godkendelse, desto sværere bliver det for Skat at bevare kontrollen med, at leasingaftalen fortsat kan danne grundlag for betalingen af forholdsmæssig registreringsafgift,“ hedder det i Karsten Lauritzens seneste svar til Finans og Leasing.

Der fires lidt

Dermed afviste han Finans og Leasings ihærdige opfordringer til større smidighed end de punkter for ændringer i en godkendt aftale, der er indeholdt i det oprindelige lovforslag.

Det er hovedsageligt maksimum for antal km, som køretøjet kan benyttes i leasingperioden samt tilføjelse, ændring eller fravalg af en serviceydelse eller eftermonteret udstyr.

Direktør Christian Brandt fra Finans og Leasing har en længere liste med praktiske forhold, som burde undtages fra en ny godkendelse. Han opsøgte skatteudvalget mellem 2. og 3. behandlingen i et forgæves forsøg på at opnå lydhørhed for en positivliste i bekendtgørelsen.

- Man må overhovedet ikke ændre i den standardgodkendte aftale. Det er især et problem for erhvervsleasing, når en leasingtager ønsker småændringer om praktiske forhold f.eks. om udskiftning af dæk. Rent ud sagt er det ærgerligt for Skat, bøvlet for leasingselskabet og giver ventetid for kunden, siger Christian Brandt.

- Vi synes, at Skats ressourcer kan bruges meget bedre, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094