Lov, lusk og leasing
Hvem har ret til bilen, hvis en leasingkunde sælger den leasede bil – leasingselskabet eller køberen?
Juraklummen går på skift mellem juristerne hos henholdsvis AutoBranchen Danmark, Dansk Bilbrancheråd og Bilbranchen under DI. Klummerne er udtryk for skribentens egen holdning og deles ikke nødvendigvis af redaktionen.
I denne uge skrives klummen af Karoline Thomsen, chefkonsulent i Bilbranchen under DI.
Fra tid til anden opstår der på trods af det klare udgangspunkt om, at ejendomsretten til et leaset køretøj tilhører leasingselskabet, den situation at leasingtager uberettiget sælger køretøjet i strid med leasingselskabets ejendomsret. Dette vil både være i strid med leasingkontrakten, ligesom det efter købeloven betragtes som ”vanhjemmel” i forhold til køberen. Vanhjemmel betyder, at leasingtager har solgt køretøjet uden at have den fornødne ret hertil. Samme situation opstår, hvis et køretøj er købt og finansieret med ejendomsforbehold for finansieringsselskabet, og køber sælger køretøjet videre uden samtidig at indfri restgælden.
To juridiske begreber
Der er ingen tvivl om, at leasingtager ved at sælge et leaset køretøj har pådraget sig et ansvar over for såvel leasingselskab som køber, men hvem har lov til at beholde bilen og hvem må nøjes med at kræve erstatning og håbe, at leasingtager kan betale? Det spørgsmål reguleres af to gode gamle, juridiske grundbegreber: vindikation og ekstinktion . Vindikation betyder, at den retmæssige oprindelige ejer har ret til at få sit køretøj tilbage, når det på ulovlig vis er blevet frataget ejeren; f.eks. ved tyveri eller underslæb. Ekstinktion betyder omvendt, at en køber i god tro i særlige tilfælde kan fortrænge den oprindelige retmæssige ejers ret til køretøjet, hvis den oprindelige ejer har udvist uforsigtighed; f.eks. ved at overlade køretøjet til en leasingtager, som leasingselskabet måtte forudse, kunne finde på at sælge køretøjet. Hovedreglen er vindikation, mens ekstinktion, hvor en senere køber altså opnår ret til køretøjet på den oprindelige ejers bekostning, er en undtagelse, som ikke er let at få medhold i ved domstolene.
Sag fra landsretten
En ny afgørelse fra Vestre Landsret bakker op omkring dette. Sagen drejede sig om en virksomhed, der i 2011 leasede nogle entreprenørmaskiner hos et leasingselskab. Af leasingkontrakten fremgik det, at leasingselskabet beholdt ejendomsretten over det leasede udstyr og at leasingtager var uberettiget til at sælge udstyret.
Virksomheden misligholdte leasingaftalerne, og da leasingselskabet begærede maskinerne udleveret gennem fogedretten, kom det frem, at leasingtager havde solgt maskinerne i strid med leasingkontrakten. Leasingselskabet henvendte sig derfor til køberne med krav om at få maskinerne udleveret, hvilket køberne nægtede. Leasingselskabet påstod således vindikation, mens køberne påberåbte sig adgang til ekstinktion.
I fogedretten blev der fra købernes side argumenteret for, at leasingselskabet var nærmest til at sikre sig imod at leasingtager solgte maskinerne. Leasingselskabet havde efter kontrakten ret til at kræve, at det leasede udstyr blev forsynet med skilte og mærker, som angav ejendomsretten til maskinerne. Mærkning var efter købers opfattelse særligt påkrævet i leasingkontrakter, hvor leasingtager får rådighed over maskinerne i en længere periode. Da leasingselskabet havde undladt at gøre brug af denne ret, mente køberne, at leasingselskabet havde udvist en sådan uforsigtighed, at køberne, der ikke var bekendt med at maskinerne var leaset, kunne nægte at udlevere maskinerne til leasingselskabet. Det ville også efter købernes opfattelse indebære en unødvendig hindring for handlen med brugte maskiner, hvis køber hver gang skal bede sælger om at fremlægge dokumentation for at sælger er retmæssig ejer.
God eller ond tro?
Leasingselskabets advokat argumenterede på den anden side med, at hovedreglen i dansk ret er ”vindikation”, som betyder, at ejeren – og kun ejeren – kan disponere, herunder sælge, aktiver som tilhører ejeren. Et andet argument var, at der heller ikke, hverken i praksis eller retspraksis stilles krav om, at et aktiv skal mærkes, før det udlånes eller leases.
Leasingselskabet forsøgte også at argumentere for, at køberne ikke havde været i god tro, fordi entreprenørmaskinerne havde en betydelig værdi og at maskiner af denne type ofte leases, hvorfor køber burde have forlangt at få forevist dokumentation for sælgers ejendomsret.
Fogedretten bestemte i sin kendelse, at køberne af de leasede maskiner havde været i god tro i forhold til sælgerens ret til at sælge maskinerne. Køberne havde ikke haft anledning til at tvivle på, om sælger var berettiget til at råde over maskinerne som sket og kunne ikke pålægges pligt til at foretage yderligere undersøgelser af sælgers forhold forud for købet.
Manglende mærkning
Imidlertid slog fogedretten samtidig fast, at leasingselskabet i kontrakten utvivlsomt havde betinget sig ejendomsretten til maskinerne, ligesom leasingselskabet ikke havde haft grund til at tro, at leasingtager ville sælge maskinerne. Leasingselskabet havde heller ikke ved at undlade at mærke maskinerne udvist en sådan uforsigtighed, at leasingselskabet havde mistet ejendomsretten til disse, selv om køberne var i god tro. Vestre Landsret stadfæstede afgørelsen med samme begrundelse.
Sagen viser, at det stadig er hovedreglen i dansk ret, at den genstand, der er taget fra sin retmæssige ejer ved tyveri, underslæb eller lignende bringes tilbage til ejeren. For at fravige dette udgangspunkt skal der noget særligt til; ejeren af genstanden skal have handlet uforsigtigt eller forholdt sig passivt. Med dommen står det klart, at leasingselskabers ejendomsret ikke afhænger af, hvorvidt de leasede aktiver er mærket. Manglende mærkninger er derfor ikke i sig selv udtryk for uforsigtighed.
