23948sdkhjf

PSA investerer kvart milliard kroner i Autobutler

Europas næststørste bilproducent har overtaget majoriteten og indtræder nu som hovedejer i værkstedsportalen.
OPRUSTNING Koncernen bag bilmærkerne Peugeot, Citroën og DS bevæger sig nu markant ind i de frie værksteders rækker. Den franske bilgigant PSA investerede forleden 30 millioner euro, svarende til cirka 233 millioner kroner, i danske Autobutler, som formidler værkstedsreparationer over nettet.

Med investeringen bliver PSA hovedejer af selskabet, men Autobutler fortsætter som en selvstændig og uvildig markedsplads, lyder det i en pressemeddelelse.

Ifølge Autobutler er målet at blive Europas største værkstedsportal, og med investeringen er virksomheden et skridt nærmere målstregen. Autobutler blev etableret for seks år siden og har siden udvidet forretningen til Sverige, Tyskland og Storbritannien. 4000 samarbejdende værksteder er registreret som betalende kunder hos Autobutler sammen med 300.000 bilejere.

Virksomheden bevarer hovedsædet på Islands Brygge i København under ledelse af de to stiftere, Christian Legêne og Peter Michael Oxholm Zigler, der er i dag er henholdsvis adm. direktør og marketingchef. Planen er nu at skrue op for aktiviteterne i de øvrige lande.

Synergi og turbo på

- Vi har opbygget stor viden om bilejernes digitale adfærd på vores fire markeder og formået at flytte værkstedsreparationer til nettet. Når vi vælger at gå sammen med PSA, skyldes det først og fremmest PSAs store digitale planer samt muligheden for synergier og for at kunne sætte turbo på væksten uden for Danmark, udtaler Christian Legêne.

Overfor Motor-magasinet anfører Autobutler, at den største mærkbare konsekvens i Danmark efter PSA-overtagelsen bliver, at Autobutler nu kan udvikle deres app og software endnu mere til gavn for samarbejdspartnere og bilejerne. Autobutler nævner desuden, at PSA ikke får direkte indflydelse på den daglige drift, og at værkstedsportalen arbejder videre som uafhængig virksomhed

- Vi kommer også fremover til at holde fast i vores høje krav til de medvirkende værksteder og fortsætter vores arbejde for at sikre frit værkstedsvalg for bilejerne, lige som vi fortsat laver aftaler med værksteder og kæder på tværs af bilmærker, lyder det fra pressechef hos Autobutler, Jan Sturm.

Taber fortsat penge

Selvom Autobutler har fået tilført mange penge gennem årene, giver virksomheden stadig underskud. Regnskabet for 2015 viser et tab på 22 millioner kroner efter skat. Dermed har Autobutler tabt over 70 millioner kroner i sin levetid, anfører Finans.dk.

Autobutler har hidtil rejst omkring 75 millioner kroner fra en række investorer og internationale fonde.

Allerede i 2011 fik virksomheden sin første kapitalindsprøjtning fra JL Venture og autobranche-folkene Johnny Laursen, Jan Lehrmann og Kenneth Andersen, efterfulgt af en investering fra serieiværksætter Jesper Buch, manden bag Justeat.dk. Dernæst kom den svenske venturefond Creandum, der blandt andet er medejer af musiktjenesten Spotify, på banen med en pose penge og fik følgeskab af både den London-baserede venturefond Index Ventures og Dawn Capital.

Tal fra Autobutler selv viser, at en bilejer i gennemsnit kører på værksted 1,6 gange om året, så med de nuværende 300.000 kunder har portalen et potentiale på 480.000 bilreparationer og en samlet reparationsomsætning på over en milliard kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094