23948sdkhjf

Danske eksperter kalder elbiler sikrest ved uheld

To danske eksperter mener, at elbiler er sikrere end diesel- og benzinbiler.
UHELD Når det handler om sikkerhed i forbindelse med uheld kan det være en fordel at sidde i en elbil kontra en benzin- eller dieselbil. Det mener to danske eksperter i hvert fald, skriver fagbladet Ingeniøren. Avisen har talt med Kjeld Nørregaard, der er seniorprojektleder ved Transport og Elektriske Systemer på Teknologisk Institut.

- I de fleste tilfælde er elbilen mere sikker end benzin og diesel, fordi brændstof er eksplosivt, og det er batterier ikke, fortæller Kjeld Nørregaard til Ingeniøren.

En anden ekspert, nemlig seniorforsker Poul Norby, der arbejder på Danmarks Teknologiske Universitet (DTU), erkender dog, at det er småt med tallene på området:

- Vi har jo ingen statistik på det. Men jeg tror, at el i dag er sikrere end brændstof, fortæller Poul Norby.

Både Kjeld Nørregaard og Poul Norby bygger deres erfaringer på tilfælde fra især Norge og Frankrig. Her har undersøgelser vist, at selv om moderne bilers lithium-batterier praktisk talt er umuligte at slukke, hvis der først er gået ild i dem, så er der ingen eksplosionsfare. De uheldsramte har, hvis de har været i stand til det på grund af ulykkens alvor, kunnet forlade elbilerne, uden at der i situationen har været risiko for, at de var udsat for sprængfare.

Teknologisk spring

Dertil har den teknologisk udvikling ifølge Kjeld Nørregaard fra Teknologisk Institut betydet, at sikkerheden på selve batterierne er langt bedre end tidligere:

- Bilproducenterne arbejder i dag med forskellige strategier såsom at indpakke battericellerne i små enheder eller tilføre køling for at undgå brand, forklarer han til Ingeniøren.

Det store amerikanske og tekniske universitet, Massachusetts Institute of Technology (MIT), har også gang i et projekt kaldet SolidEnergy. Projektet forsøger at afdække, hvilke sikkerhedsfordele, der er i blandt andet at betrække det metalliske lithium med en tynd polymer-belægning, der også kan fungere som elektrolyt. Tidligere har elektrolytten bestået af en væske, der kemiske gjorde det muligt at lade og aflade batterier. Ved at gøre elektrolytten fast, er batterierne ifølge amerikanske MIT blevet langt mere sikre. Også ved uheld.

Brug altid fornuften

Når redningsfolk i tilfælde af uheld skal ud til en elbil, er der ifølge Kjeld Nørregaard et par enkelte sikkerhedsforanstaltninger, man skal gøre sig: Sikkerhedsafbryderen i bilen kan aktiveres, og eventuelle blotlagte elektriske dele kan afdækkes med gummimåtter, så personer i bilen kan reddes ud. Skulle elbilen stå i en ladestander, eksempelvis i carporten, skal man sørge for at frakoble strømmen til laderen omgående. Dernæst er elbilen i princippet blot en bil på fire gummihjul, som ikke kan "springe lyn" til den eller de personer, som skal ind i bilen.

Mogens Hansen, der er operativ fagkoordinator ved Nordjyllands Beredskab fortæller til Ingeniøren, at elbiler som udgangspunkt er sikre.

- Nu er der jo ikke solgt så mange elbiler endnu. Men vi oplever ikke, at de går i brand, siger Mogens Hansen til fagbladet.

Han har sammen med Beredskabsstyrelsen deltaget i foredrag om ulykker med elbiler. Og så lang tid redningsfolkene følger Beredskabsstyrelsens anvisninger og samtidig husker deres sunde fornuft, adskiller bilerne sig ikke fra mere konventionelle.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136