Skat kræver millionbeløb af Nellemann
Problemer med 12 måneders leasingkontrakter medfører, at Nellemann Leasing skal betale fuld afgift for 100 leasingbiler.
2
Billeder

- Nellemann Leasing er kendt for ordentlighed og tryghed for kunderne, og for at imødegå enhver tvivl om leasingbilernes status, har Nellemann Leasing valgt at deponere et beløb på 17 millioner kroner, mens den verserende sag kører, lyder det fra Lars Simper, adm. direktør for Nellemann Leasing.
Nellemann Leasing har kæret en afgørelse om fuld afgiftsbetaling på 100 leasingbiler til Landsskatteretten.
Selskabet mener, at Skats vurdering går imod den gældende lovgivning, som angiver, at der kun skal betales forholdsmæssig registreringsafgift for leasingperioden, også kendt som flexleasing.
- Vi har fra starten af denne sag sat kunderne og deres tryghed i højsædet. Vi kan ikke acceptere den mindste tvivl om vores leasingmodel, og derfor har vi valgt at rette ind efter Skats vurdering, selvom vi er uenige i denne og finder den dybt urimeligt, siger Lars Simper, adm. direktør i Nellemann Leasing A/S.
Han har i samråd med firmaets advokater vurderet, at Nellemann Leasing vil få klart medhold, når sagen tages op i Landsskatteretten.
- Da sagen kan versere i op mod to år, har det været afgørende for os at sikre ro om vores forretning, og derfor har vi valgt at imødekomme Skats krav allerede nu, siger Lars Simper.
Skat på kontrolbesøg
Sagen starter i efteråret 2014, hvor Skats kontrolenhed, Skat Indsats, foretog et kontrolbesøg hos Nellemann Leasing på Østerbro, hvor 100 leasingaftaler blev gennemgået.
Skats vurdering er, at der er indgået aftaler på 24 måneder, hvorimod Nellemann klart fastholder at der er tale om 12 måneders aftaler.
Dermed mener Skat, at der reelt er indgået 24 måneders aftaler. Det forhold mener Skat, skal resulterer i, at der skal betales fuld registreringsafgift af de 100 biler, hvilket beløber sig op på 17 millioner kroner. Den afgørelse har Nellemann Leasing altså kæret.
Ifølge Nellemann Leasing rejser den verserende sag samtidig mere principielle overvejelser for både Skat og leasingbranchen som helhed.
Kede af sagen
- Vi er kede af sagen på både vores egen virksomheds, branchens og Skats vegne. Vi oplever, at Skat er fastlåst af rigide regler, således at man kun kan gribe til ekstremt voldsomme sanktioner mod virksomheder, som skal tolke komplekse regler. Det er uhensigtsmæssigt for alle parter, at der ikke er mere spændvidde i sanktionsmulighederne, eksempelvis i vores tilfælde, hvor vi bliver pålagt en sanktion der er helt ude af proportioner på baggrund af en teknikalitet, som alle eksperter vurder, at vi alligevel vil blive klart frikendt for, siger Lars Simper.
Dette misforhold mellem handling og sanktion kan ifølge Lars Simper risikere at knække branchens mindre aktører til fare for både forbrugere og leasingbranchen som helhed. Han vil dog ikke klandre de ansatte hos Skat.
Stigende efterspørgsel
- Jeg kritiserer ikke folkene hos Skat, men de regler, som de arbejder under. Jeg frygter, at myndigheden med girokort i hånden kan lukke ned for mindre aktører, der ikke har samme finansielle styrke som os, simpelthen fordi Skat ikke har andre sanktionsuligheder. Det kan ramme forbrugere, som i sidste instans risikerer at miste deres bil, og derfor opfordrer jeg til, at man politisk kigger nærmere på reglerne og undersøger mulighederne for at stille forbrugere og branchen bedre, siger Lars Simper.
Han oplyser desuden, at Nellemann Leasing på trods af sagen oplever øget efterspørgsel på leasing af blandt andet luksusbiler, og firmaet vil derfor kigge fremad og fokusere på fortsat vækst og udvikling, mens sagen går sin gang hos Landsskatteretten.
Motor-magasinet har forgæves forsøgt at indhente kommentar fra Skat.