Roskilde-firma sætter fartpilot i Aston Martin
Lindgaard Pedersen hjælper Aston Martin-kunder med at holde farten.
3
Billeder
En åben Aston Martin Vantage V8 er ved at få installeret den danske fartpilot fra Lindgaard Pedersen. Det danske firma specialbygger fartpiloter til en stribe bilmærker i dag, herunder også det eksklusive sportsvognsmærke.
Forcen i fartpiloten er, at den er udviklet fra bunden i Danmark, og skulle der være problemer med enten hardware eller software, kan man som mekaniker eller bilforhandler tale med udviklerne i Roskilde. Det fortæller Hanne Hansen, der er salgs- og marketingskoordinator:
- Vi laver specialudviklede fartpiloter til en lang række bilmodeller. Det betyder, at vores fartpiloter udvikles på bestilling. Når en fartpilot og eksempelvis en betjeningsarm skal installeres i bilen, følger der billeder med til den konkrete bilmodel sammen med en brugsanvisning, fortæller Hanne Hansen.
I alt arbejder to ansatte med at programmere og kode fartpiloter, der kendes under produktnavnet E-cruise, som Lindgaard Pedersen sælger. Da produktet ramte markedet tilbage i 2004 var Toyota Danmark forsøgsmærke, og siden er en lang række bilmærket kommet til.
- I dag kan vi softwaremæssigt sætte systemet op med over 600 kombinationsmuligheder.Hertil sælger vi fartpiloter i 26 lande rundt om i verden. Det stiller store krav til både udvikling og opsætning. Man skal tænke på, at ledningsnettet, motorstyringen, designet og pladsen er vidt forskellig for de enkelte bilmodeller, når det handler om at eftermontere fartpiloter lig vores system, fortæller Hanne Hansen.
Lindgaard Pedersen udstiller flere af virksomhedens løsninger på au2messen 2016, og man finder dem på stand 4202. Her kan man få en snak om flere af de andre danskudviklede produkter, Roskilde-virksomheden sælger, herunder fartbegrænseren MySpeed, der betjenes via en lille kontakt, der monteres på instrumentbrættet. Når man kører den ønskede makshastighed, aktiverer kontakten. Det kan eksempelvis være i en by ved 50 km/timen. MySpeed deaktiveres ved endnu et tryk på kontakten. Nu er MySpeed slået fra, indtil man igen aktiverer den.
Aston Martin-fart
Senest har Lindgaard Pedersen altså fået en særlig attraktiv kunde i hus, nemlig Aston Martin, hvor en kunde har ønsket at få fartpilot i de elegante sportsvogne. Senest har det danske firma specialudviklet og sat fartpiloter i Vantage V8-modellen.
- Det er selvfølgelig en ret speciel kunde, når en Aston Martin-ejer ønsker at sætte en danskudviklet fartpilot fra Roskilde i de eksklusive sportsvogne. Men det siger noget om, at vi dækker bredt, forklarer Hanne Hansen.
En, omend, vigtige bil for Lindgaard Pedersen er den populære Volkswagen Up, der i Danmark sælges uden fartpilot. Det samme gælder eksempelvis en Toyota Aygo, der dog fås med en fartbegrænser.
- Gennem en række Volkswagen-ejere har vi sørget for, at man også kan få eftermonteret fartpiloter i de populære Up, siger salgskoordinatoren.