23948sdkhjf

Nyt forsikringssamarbejde til frie værksteder

Dansk bilbrancheråd indgår aftale med Købstædernes Forsikring efter utilfredshed og fyring af Tryg.
UDSKIFTNING Købstædernes Forsikring og Danske Bilbrancheråd, DBR, der repræsenterer knap 2000 mærkeuafhængige værksteder og andre bilvirksomheder, har underskrevet en partneraftale om fremtidigt samarbejde.

- Vi har store forventninger til samarbejder, der betyder, at vores medlemsvirksomheder kan tegne forsikringer på meget fordelagtige vilkår, siger Erik S. Rasmussen, direktør i Dansk Bilbrancheråd.

Aftalen baserer sig på erhvervsforsikringer og pensionsforsikringer for virksomheden samt en særlig attraktiv kombinationsløsning, når flere forsikringer indgår. Dertil kommer at de ansatte i medlemsvirksomhederne også får tilbud om fordelagtige private forsikringer.

- For tiden har vi en stærkt stigende portefølje på motorforsikringer, og derfor er det helt naturligt at udbygge vores markedsandel på autoreparations- og salgssiden, siger Anders Hestbech, administrerende direktør i Købstædernes Forsikring.

Dansk Bilbrancheråd ser det som en ekstra gevinst i samarbejdet, at Købstædernes Forsikring er ejet af kunderne og derfor ikke skal udbetale store overskud til aktionærer.

Ud over de mere gængse forsikringer som brand- og tyveriforsikring tilbyder Købstædernes Forsikring også DBR-medlemmerne en syge- og driftstabsforsikring. En undersøgelse fra analysevirksomheden YouGov viser, at den største frygt hos ejerne af små og mellemstore virksomheder er at blive syge eller invalide. Forsikringen er den første af sin art og kan tegnes til at dækket et givent månedligt driftstab i op til 12 måneder.

Årelang Tryg-utilfredshed

Aftalen med Købstædernes Forsikring kommer efter fyring af Tryg Forsikring, som har været de frie værksteders samarbejdspartner gennem næsten 30 år. I flere år har de frie værksteder i Dansk Bilbrancheråd været utilfredse med Trygs ageren i markedet med blandt andet at flytte skadede kundebiler til egne fordelsværksteder. Til sidst fik Tryg stolen stillet for døren frem til 18. juni i år, men fandt ikke nåde hos hovedbestyrelsen i de frie værksteders organisation.

Dansk Bilbrancheråd samarbejder også med Topdanmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.123