23948sdkhjf

Konkurrence smurt i olie

Bilproducenter kan ikke forpligte en kunde til at anvende smøreolier af et bestemt mærke.
KONKURRENCE Medlemmerne af Mineralolie Branchen fik en gennemgang af konkurrencereglerne inden for indkøb af smøremidler i EU, da brancheforeningen den 1. december afholdt medlemsmøde på Gentofte Hotel. For gennemgangen af reglerne, som nu findes i en opdateret version på foreningens hjemmeside, www.minolie.dk , stod advokat og ekspert i konkurrenceret Morten Kofmann fra Kromann/Reumert.

Han fastslog blandt andet, at såkaldt compliance-træning er relevant, fordi pressen elsker konkurrence-sager, fordi emnet koster mange ressourcer, risiko for imagetab samt relativt hårde sanktioner i form af bøder, fængselsstraf, erstatningssager og sagsanlæg fra kunder.

- Grundlæggende skal konkurrence-reglerne sikre effektiv konkurrence - i sidste ende til gavn for forbrugerne. Og reglerne skal overholdes, ligesom virksomhederne bør kende reglerne, sagde Morten Kofmann og tilføjede:

- Tilsvarende reglerne gælder i EU og de fleste øvrige lande. Vi fik reglerne tilbage i 1998, og de breder sig til resten af verden, så der i dag gælder mere eller mindre tilsvarende regler i op imod 200 lande.

Han opfordrede til at være opmærksom på horisontale regler (fx karteller), vertikale aftaler (fx bindende videresalgspriser), funktionskontrol samt misbrug af dominerende stilling (fx eksklusivitet og priser).

- En dominerende stilling gælder som en tommelfingerregel ved en markedsandel på over 40 procent, oplyste Morten Kofmann.

Han kom også ind op reglerne for indkøb af smøremidler, hvor aftaler mellem forhandlere og deres salgsnetværk er underlagt konkurrencereglerne og hæftede sig ved den særlige automobilforhandler gruppefritagelse.

Endelig kom han ind på den almindelige gruppefritagelsesforordning for vertikale aftaler, som kun gælder, hvis en distributør har en markedsandel over 30 procent.

- Mellem 30 og 40 procent i markedsandel er imidlertid et ingenmandsland, hvor man dog ofte tager afsæt i, hvad der gælder efter gruppefritagelsesforordningen, som om parterne havde under 30 procent, men sådan at man vurderer individuelt, om der er særlige problemer, sagde han.

Mineralolie Branchen

Mineralolie Branchen er en af Danmarks ældste brancheforeninger, der siden starten i 1917 har været den foretrukne brancheforening for udbydere af smøreolie i Danmark.

Foreningens formål er at samle smøreoliebranchen i en fælles enhed, så man står stærkere i spørgsmål af interesse for branchen og varetagelse af medlemmernes faglige, tekniske og miljømæssige interesser.

Foreningen kan således fejre sit 100 års jubilæum sidst i 2017.


Olie er en reservedel

Forordningen gælder som noget nyt (siden 2012) også for smøremidler, der anses for at være en reservedel. Tidligere var smøremidler ikke nævnt eller omfattet, påpegede Morten Kofmann.

Kan en bilproducent så forpligte en kunde til at anvende smøreolier af et bestemt mærke?

- Her er det korte svar nej, fastslog advokaten.

- Producenten kan dog stille krav om en bestemt minimumskvalitet, ligesom situationen er anderledes ved efterfølgende aftaler om udvidede garantiordninger, tilføjede han.

Konkurrence-gennemgangen skabte stor spørgelyst fra medlemmerne, ligesom et enkelt medlem opfordrede sine kolleger til at tage konkurrence-myndighederne "virkeligt alvorligt".

- De går i små sko, og jeg kender til et par eksempler, hvor de nærmest har splittet firmaerne ad, sagde han.

Morten Kofmann kunne godt genkende beskrivelsen:

- Myndighederne kan fremstå meget barske i disse sager.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.254