23948sdkhjf

Rygte: PSA overtager Opel

En større virksomhedsovertagelse kan være på vej. Ifølge flere medier er franske PSA ved at overtage tyske Opel, som ejes af amerikanske GM.
FUSION ”PSA bekræfter, at vi er ved at undersøge en række strategiske initiativer med GM med det formål at øge rentabiliteten og driftseffektivitet, herunder en potentiel overtagelse af Opel". Sådan siger en talsmand fra PSA ifølge de internationale businessmedier Reuters og Bloomberg.

De to firmaer har tidligere diskuteret en alliance, som dog blev lagt i graven i 2013, men ifølge flere analytikere vil overtagelsen give god mening for begge parter: PSA vil få glæde af GM’s forspring inden for el-biler, der senest er demonstreret med Chevrolet Bolt (Opel Opel Ampera-e), der kan køre op i mod 520 kilometer på en opladning.

Omvendt kan GM fuldføre sin europæiske exit-strategi, som blev indledt med Chevrolets farvel til Europa, og som GM vil sætte yderligere fart på som følge af Englands kommende udtræden af EU. GM har ellers haft kontrollen over Opel siden 1929.

GM bløder penge i Europa

Overvejelserne om det mulige opkøb kommer efter endnu et dårligt årsregnskab fra GM vedrørende deres europæiske mærker.

I 2016 tabte GM således 257 millioner dollar i Europa, og det er sekstende år i træk, at firmaet tabte penge i Europa.

Det store tab i 2016 skyldes blandt andet brexit-afstemningen i Storbritannien og den efterfølgende svækkelse af det britiske pund.

I alt har GM nu tabt, hvad der svarer til mere end 15 milliarder dollar på deres europæiske mærker siden 2000.

GM håber dog, at regnskabet kan gå i nul i 2018.

PSA Group har hovedsæde i Paris og står bag mærkerne Peugeot, Citroen og DS og er blandt de største bilfabrikanter i Frankrig. Kun Renault solgte flere biler i Frankrig i 2016.

Et fusioneret PSA og Opel vil sidde på omkring 16 procent af det europæiske bilmarked.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096