Nyt brancheråd for rustbeskyttelse
FOREBYGGELSE Danmark befinder sig i det såkaldte ærtebælte - karakteriseret ved at særligt to ting trives i vores fugtige og kølige klima - rust og ærter. Det betyder også, at biler meget nemt får rustskader. Indtil nu har en samlet autobranche dog ikke formået at indsamle erfaringer vedrørende rustbekæmpelse og lave en fælles indsats. Derfor er Brancherådet for rustbeskyttelse oprettet, og fredag den 7. april lagde AutoBranchen Danmark lokaler til det første officielle møde i Brancherådet for rustbeskyttelse.
- Brancherådet for rustbeskyttelse skal samle viden om rustbekæmpelse og beskyttelse på tværs af branchen og agere som fagligt fyrtårn for information om rustbeskyttelse både til branche og forbrugere, siger teknisk konsulent i AutoBranchens VidenCenter, Finn Larsen.
Rådets deltagere På nuværende tidspunkt består Brancherådet for rustbeskyttelse af: • Produktleverandører af supplerende rustbeskyttelsesprodukter |
En rådgivningsportal
Brancherådets erklærede mål er at fungere som en produktneutral, upartisk og uvildig vidensbank inden for alle områder, der omhandler supplerende rustbeskyttelse. De informationer, brancherådet ønsker at samle, er eksempelvis grundlæggende viden om supplerende rustbeskyttelse, behov for supplerende behandling, de enkelte fabrikkers holdninger til supplerende efterbehandling, efterbehandlingsfrekvens og så videre - til både forbrugere og autobranchen.
- Rådets arbejdet er delt op i to. Det ene er forbrugerinformation, der i høj grad handler om at aflive myter og give gode råd og vejledning omkring supplerende rustbeskyttelse. Det andet spor er anbefalinger til branchen. Målet er, at begge dele skal være færdige i løbet af 2017, fortæller Finn Larsen.
Et fyrtårn for viden
På Brancherådet for rustbeskyttelses første møde, som AutoBranchen Danmark var vært for, blev der diskuteret, hvordan rådet kommer bredest muligt ud med brancherådets informationer, samt hvordan man bedst udnytter de enkelte organisationers viden - alt sammen for at øge kvaliteten af arbejdet med og mod rust.
Rådet arbejder videre, og næste møde finder sted den 2. juni hos AutoBranchen Danmark.