Rattet Rundt med motorsporten

MAGNUSSEN RACING EXPERIENCE havde store forventninger inden sæsonåbneren på Jyllandsringen, og Jan Magnussen, Chevrolet, satte i overlegen stil konkurrenterne til vægs og var tæt på at vinde alle weekendens tre Danish Thundersport Championship-løb.
EFTER 15 ÅRS FRAVÆR som aktiv i sporten vendte Kris Nissen, Schweiz, tilbage bag et rat, og det lykkedes ham at slutte midt i feltet med den 11. bedste tid blandt de 22 deltagere i DTC.
FELTET I ÅRETS DTC TEGNER meget, idet der var mindre end 4,5 sekunder fra hurtigste mand til debutanten Andreas Nesset, Norge.
PÅ TRODS AF EN APPEL OM, at motorsport er hans erhverv, er Ronnie Bremer frakendt sin licens i et halvt år på grund af frakendelse af kørekortet ved Østre Landsret, har DASUs Amatør og Ordensudvalg bestemt. Sagen kan indbringes for Dansk Idræt Forbunds Højeste Appelinstans.
ÅBNINGSLØBET I DETTE ÅRS udgave af EM Rallycross Super 1600 blev domineret af Ulrik Linnemann, der i sin Peugeot vandt såvel semifinale og finale. Løbet blev kørt i Montalegre, Portugal. Han kan følges på facebook.
I DS3 CUP GIK DET ternede flag til sejr for Morten Jespersen, der fuldender sit comeback til banesporten med to ture på podiet. Her fik han følgeskab af Jonas Lynge på andenpladsen og svenske Filip Sandström på tredjepladsen. Fjerdepladsen gik til Kenn Bach, skarpt forfulgt af Mads Frederiksen og Heidi Frydenhaug.
DEBUTTEN FOR BMW I Blancpain Endurance Championship sluttede for Mikkel Jensen, før det begyndte, da danskerens medkører blev involveret i et uheld på første omgang af løbet. Dennis Lind sluttede sin debut for Raton Racings Lamborghini på 20. pladsen. Der var 52 startende biler.
FØRSTE RUNDE AF NEZ-MESTERSKABET i karting havde deltagelse af adskillige unge danskere i klassen 60 Junior. Emil Tanggaard besatte andenpladsen i finalen, mens William Wulff blev nr. 4, Oscar Pedersen nr. 8 og William Rasmussen nr. 19. Ved første afdeling af EM OK Junior lykkedes det desværre ikke for hverken Frederik Kikkenborg eller Sebastian Ågaard at kvalificere sig til finalen.
ÅRETS FJERDE FORMEL 1-LØB køres den kommende weekend i Sochi, Rusland. Til start for Haas F1 er Kevin Magnussen, der sidste år sluttede på syvendepladsen i løbet. Kevin har indtil nu i år scoret 4 points i kampen om VM.
BANEN I OSCHERSLEBEN LÆGGER den kommende weekend asfalt til åbningsløbet i flere af de største klasser i tysk motorsport, og har deltagelse af nogle af dansk bilsports store talenter. I ADAC Formel 4-mesterskabet tager Nicklas Nielsen hul på anden sæson i klassen for US Racing, og regnes blandt favoritterne i klassen. 15-årige Frederik Vesti har kort før sæsonstart skrevet kontrakt med hollandske Van Amersfoort i samme klasse, og kommer frisk fra tre sejre i åbningsløbet i dansk F4. I ADAC GT Master sæsondebuterer Nicolai Sylvest for AMG Zakspeed i en Mercedes GT3, som han deler med Nicolaj Rogivue fra Schweiz. Holdet regnes blandt favoritterne i seriens juniormesterskab. Se adac-gt-masterd.de og adac-motorsport.de
PÅ ESTORIL-BANEN I PORTUGAL skal Mikkel Mac for første gang i aktion for sit nye Ferrari-team i løbsserien International GT Open. Mikkel deler arbejdet med at køre Ferrari 488 GT3 med portugiseren Miguel Ramos. Se gtopen.net
ANDEN RUNDE AF DET britiske Formel 3 mesterskab køres den kommende weekend på banen i Rockingham. Blandt de startende er Nicolai Kjærgaard. Casper Røes er med, når anden runde af det franske Formel 4 mesterskab køres på højhastighedsbanen Monza.
YOKOHAMA SUPERCUP TEGNER TIL at blive en særdeles spændende klasse i 2017 med tæt race, hvor ballasten kan blive afgørende. Til åbningsløbet var 15 biler tilmeldt, en del med ny sporvidde til grænsen, og weekendens vinder blev Mikael Kildevæld. Næste løb 10.-11. juni på Ring Djursland.
DEUTCHE TOURENWAGEN MASTERS, DTM, kører første gang i år 5.-7. maj på Hockenheimring, nu med en del fornyelser omkring pitstop, antal mekanikere og slagnøgler samt forbud mod forvarmede dæk. Pit View, mod ekstra betaling, giver adgang til at kigge mekanikerne over skulderen. Se også dtm.com.
FØLERE TIL POLITI OG andre myndigheder har bevirket, at rallyudvalget under DASU opgiver planerne om at gøre det muligt for 16-årige rallykørere at blive førstekørere.
HVEM DER KAN FÅ DIF- eller DASU-medaljer om halsen i guld, sølv eller bronze er beskrevet i et nyt cirkulære fra DASU for mesterskabers status og pointafgivelse i Danmark.
VANDEL GOKART ER ATTER rammen for et stort GoCharity arrangement, hvor virksomheder 28. maj kan få en oplevelse med personale eller kunder og samtidig støtte kræftramte børn.
SYV KENDTE DANSKERE KØRTE race til åbningen af DTC i weekenden, og her sejrede Thomas Skov over Jimilian, Felix og Saseline. Gulddreng blev til sanddreng, da han kørte af banen, men han har fået smag for race og regner med comeback.