Leder: Faglighed vigtigst
MOTOR-MAGASINET MENER:
VI STÅR I EN digital tidsalder, der skaber store udfordringer for branchens aktører. Ja, vi får ligefrem at vide, at digitalt købmandskab næsten er vigtigere end faglighed for at tiltrække og holde på kunderne. Især mange værksteder kæmper en kamp om at være med på den digitale vogn, så man både kan levere høj faglighed og samtidig får købmandskabet til at levne god bundlinje. Det er en svær balancegang, hvor vi som fagblad må håndhæve, at fagligheden aldrig må tabe. Digitalisering er vigtig - og ofte tidskrævende i en opstartsfase. Men den må aldrig stå i vejen for, at det er det gode håndværk, der skaber sikkerhed på vejene og på sigt fastholder kunderne i butikken. Vi kan i denne uge berette, at antirust-branchen har fået et nyt råd, der netop skal øge faglighed, kommunikation og gennemsigtighed for branche og forbrugere. Alt helt og lykke til dette nye initiativ - især set i lyset af mange sager i medierne om snyd og problemer med undervognsbehandlinger, senest via billige deal-tilbud.
DEN ØGEDE STRØM AF KRAV til digitalisering og faglighed betyder, at vi ser en udvikling mod større enheder i branchen. Enkeltmandsvirksomheder er i dag et særsyn. Ikke desto mindre kan vi på TV se en række unge brugtvognsforhandlere portrætteret. Som bilejer får man indblik i de frustrationer og trængsler, en ung iværksætter står med, når han forsøger at drive virksomhed. Dejligt, at DR lykkes med at fremstille disse unge mennesker som ganske sympatiske, der faktisk gerne vil servicere og hjælpe kunderne bedst muligt. Udsendelserne er et brud med den stereotype opfattelse af snuskede brugtvognsforhandlere, der helst vil snyde - tak for det, DR! Vi har på fagbladet i mange år - uden held - opfordret blandt andet forbrugerorganisationen FDM til også at vise sine medlemmer og læsere af medlemsbladet Motor, at autobranchen eksempelvis bruger millioner af kroner på efteruddannelse, udvikling af it-systemer og så videre, der dybest set er nødvendig i autobranchen for at please bilejerne - og bundlinjen, javel. Men på fair og ordentlig vis. Branchen vil gerne højne sit image. Og det er også den generelle trend, vi kan se i den dugfriske Autoindex-analyse fra FDM, som vi også omtaler. Æret være fagligheden - mere af den, tak. Sammen med digitaliseringen.