Rattet Rundt med motorsporten
EN UDVIDELSE AF BANEN til afvikling af det årlige Copenhagen Historic Grand Prix omkring Bellahøj Park er nu godkendt af Københavns Kommune. Dermed øjner arrangørerne et mesterskabstællende løb for historiske Formel 1-biler allerede i 2018.
I SÆSONENS FØRSTE AFDELING af International GT Open på Estoril i Portugal sluttede Mikkel Mac og makkeren Miguel Ramos for Ferrari på en skuffende 8. plads efter en problemfyldt weekend.
EN FEMSEKUNDERS STRAF efter en baneafkørsel ved starten kostede point for en irriteret Kevin Magnussen, der havde kørt sig op fra plads 13 til nummer 10. Vinder af sit første Grandprix nogensinde efter over 80 kørte blev finske Valtteri Bottas, Mercedes, foran Sebastian Vettel og Kimi Raikkonen, begge Ferrari.
ET GENNEMSIGTIGT SKJOLD over kørerne fra 2018 er, hvad Formel 1 påtænker at indføre. Det bekymrer kørerne, især ved kørsel i regnvejr.
EFTER BREMSEPROBLEMER VALGTE det amerikanske Haas-team, med Kevin Magnussen bag rattet, at skifte fra Brembo til Carbone Industrie i russiske Sochi og muligvis fremover efter gode test i Bahrein.
EFTER FLOTTE PLACERINGER lørdag skulle 20-årige Nicklas Nielsen starte som 9’er søndag i tysk Formel 4 efter reverse grid-reglerne. Det lykkedes det danske stortalent at hente points, så han nu ligger som nummer 2 i den tyske serie.
TOYOTA ER FOR ANDET ÅR i træk valgt som leverandør af stærke og pålidelige følgekøretøjer til det store Silk Way Rally 2017 fra Paris over Moskva til Beijing.
ET KURSUS I REDNING af personer fra biler og førstehjælp, der er åbent for alle, er under forberedelse af Teknik og Sikkerhedsudvalget i DASU.
DER ER OBSERVERET FIRMAER, som reklamerer med, at de er DASU-godkendte burbyggere til racerbiler - det findes ikke endnu, melder DASU, der vil kræve denne markedsføring stoppet, indtil en kommende ASN-godkendelse er klar.
DER BLEV RODET GODT og grundet rundt i stillingen ved weekendens Yokohama 1600 Challenge i det generelle DIF Danmarksmesterskab. Brian Johannesen fører efter stabil kørsel, mens Tue Lassen nu ligger på 2. pladsen. Mikkel Gregersen ligger 3’er. Blot 25 point adskiller 10. pladsen fra 1. pladsen, så ingen er for alvor stukket af endnu.
DET BLEV TIL EN FORRYGENDE åbning på en ny sæson på Padborg Park i OK Mobil 1 DST, og med Frederik Nymark fra Hadsten i en flot hovedrolle med sejr i finalen foran Roed Performance-kørerne Nicolai Møller Madsen og Kevin Rossel. Regerende mester Michel Nykjær, Næstved, fik en dårlig start med en kollision og snurretur og sluttede som nr. 14.
DAGENS STORE OVERRASKELSE kom i sidste heat for weekendens største klasse, OK Mobil 1 Legend Car Cup på Padborg Park. Forrest kæmpede Mathias Storbank, Give, og Kasper Bruun, Ribe, intenst, men blev indhentet af Jonas Svensson, og det gav flere placeringsskift, indtil Stormark og Bruun flettede hjul, så Svensson kunne smutte indenom og tage det ternede flag først.
101 GOKARTER FORDELT OVER syv klasser deltog i 1. afdeling af Sjællandsmesterskabet på Københavns Gokart Bane den forgangne weekend.
Læs mere på motorsporten.dk HER