23948sdkhjf

Derfor konfiskerede Skat bil med far bag rat

Aaskov Automobiler i Varde dybt rystet over sag, der førte til konfiskation af bil og inddragelsen af faste prøveplader.

BILIMPORT Kasper Aaskov, indehaver af Aaskov Automobiler i Varde, er tydeligvis stadig rystet over den behandling, som han og faderen fik i forbindelse med at Skat’ indsatsafdeling holdt dem tilbage ved den dansk-tyske grænse. Motor-magasinet skrev om sagen i sidste uge, men her er først et kort resumé af hændelsesforløbet.

Den 13. februar 2017 hentede Kasper Aaskov og faderen i alt fire biler i Tyskland, hvoraf de tre stod på autotransporteren, mens den fjerde bil blev kørt på firmaets faste prøveplader med Kasper Aaskovs far bag rattet. Da parret nåede grænsen, blev de trukket til side af Skat. Da Skat fandt ud af, at faderen ikke en ansættelseskontrakt, faldt hammeren. Det blev omgående takseret til beslaglæggelse af den bil faderen kørte i, eller alternativt en øjeblikkelig indbetaling af 200.000 kroner som sikkerhed for afgiften, og endelig sluttede man af med at inddrage firmaets faste prøveskilte.

Ingen forståelse

- Vi var, for at sige det mildt, overraskede over det, folkene fra Skat sagde, for vi kunne ikke se, vi havde gjort noget forkert. Men brøden bestod altså i, at min far ikke var ansat i firmaet. Jeg viste dem kvitteringen på bilen, hvor der også stod det tidspunkt, vi havde købt bilen, så vi dermed kunne bevise, at vi havde kørt den direkte vej uden svinkeærinder. Jeg sagde også, at bilen allerede var solgt, og at den skulle leveres to dage senere. Men lige meget hjalp det, og det var som om, man slet ikke ville høre på det jeg sagde. Jeg forklarede mig også overfor Skat i telefonen, men det kom der heller ikke noget ud af. Da jeg på et tidspunkt lod bemærke, at jeg følte, at jeg ikke syntes, jeg blev behandlet særligt godt, sluttede det hele på én gang. Vi afmonterede prøvepladerne, som vi så overgav til dem, fortæller Kasper Aaskov.

Kørte ulovligt uden plader

- Efter det handlingsforløb spurgte tolderne om vi ønskede, at den beslaglagte bil skulle forblive på grænsen, eller om vi hellere ville have den stående på politistationens parkeringsplads i Padborg. Svaret fra mig var, at vi foretrak politistationens parkeringsplads, men jeg sagde, at det kunne blive lidt svært at køre bilen uden prøvepladerne. Men nej. Enden på det hele blev, at min far, på deres anvisning, kørte bilen op til politistationens parkeringsplads helt og aldeles uden prøveplader, beretter Kasper Aaskov.

- For en virksomhed som min, er det stort set umuligt at undvære de faste prøveplader. Det siger sig selv, at ingen vil købe en bil, uden at have prøvet den. I denne sag er pladerne blevet taget fra os, fordi min far ikke havde en ansættelseskontrakt. Men det rækker langt længere end det, for ved at de har taget mine prøveplader i tre måneder, rammer de samtidig min virksomhed, og det er bare ikke fair, at man også går efter at lukke den. Jeg kan tidligst søge om at få prøveplader igen den 13. maj. Alt i alt har jeg kun én ting at sige om det, og det er, at Skat er det tætteste man kommer på Nordkorea, fortæller Kasper Aaskov.

Forundret advokat

Firmaets advokat Claus Bach Christensen, er overrasket over flere ting i forbindelse med sagen:

- Udover at inddrive penge, har Skat også en forpligtigelse om at oplyse og vejlede, men det har der overhovedet ikke været tale om her. Yderligere undrer jeg mig over, at det har været usædvanligt svært at komme i kontakt med Skat. I denne sag har jeg henvendt mig adskillige gange, men mine forespørgsler er blevet mødt med tavshed. Først da DBFU og jeg kontaktede direktionen hos Skat, kom der svar.

- Min vurdering af forseelsen er, at den langt fra står mål med det, som Skat har sat i værk. I tilknytning til det er det jo også en meget alvorlig sag, at en virksomhed som sælger biler, ulovhjemlet får inddraget prøvenummerpladerne.

Skat melder hus forbi

Underdirektør i Skat Per Jakobsen, fortæller til Motor-magasinet, at man på grund af tavshedspligten ikke forholder sig til konkrete sager.
- Jeg kan sige, at det er beklageligt, hvis en virksomhed eller en borger føler sig dårligt behandlet. Generelt kan jeg dog sige, at reglerne for prøveplader er helt klare. Det er alene indehaveren af prøvepladerne og dennes ansatte, der må køre bilen, med mindre der er tale om for eksempel en demonstrationskørsel. Bestemmelserne om prøveplader giver os ikke en bagatelgrænse eller muligheden for at anlægge et skøn.
Er prøvepladerne blevet brugt i strid med reglerne, så svarer det til, at man har kørt i en uindregistreret bil. Derfor er der grundlag for at opkræve registreringsafgift i sådanne sager.
Vi er løbende i dialog med brancheorganisationerne omkring Skat’ information og vejledning på området, siger underdirektør Per Jakobsen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094