23948sdkhjf

Rattet Rundt med motorsporten

Nyt fra ind- og udland i sportens verden - se også de selvstændige billedtekster.

KAMPEN MELLEM HAAS, Force India, Williams, Toro Rosso og Renault bliver endnu mere tæt efter opgraderinger til weekendens Formel 1 i Barcelona. Kevin Magnussens teamchef, Günther Steiner, er sikker på, at Haas får noget ud af deres pakke.



DEN TREDJE PODIEPLACERING I TRÆK til Christina Nielsen kom i hus, da hun og italienske Alessandro Balzan deltog i fjerde afdeling af det amerikanske sportsvognsmesterskab IMSA. I deres Ferrari 488 GT3 fra Scuderia Corsa kørte de et flot løb på Formel 1 banen Circuit of The Americas i Texas, hvor de fra tiende startposition kørte sig til en flot andenplads ud af 17 startende biler i GTD klassen. Det blev blandt andet til en tæt duel med Kathrine Legge i det ellers mandsdominerede felt.



DET VAR EN SKUFFET Michael Christensen, der fra pitgaragen så sin teamkollega Kévin Estre køre duoens Porsche 911 RSR over målstregen på en sjetteplads i anden afdeling af FIA World Endurance Championship, (WEC), på Formel 1-banen Spa-Francorchamps i Belgien lørdag aften dansk tid. Årsag: Gult flag gav uheldig timing omkring dæk.



DET BLEV EN SVÆR DEBUT i 24H Series for Insight Racing i den nye Honda Civic TCR på Paul Ricard banen i Frankrig, der ellers viste stor fart, inden tekniske problemer med toppakningen kostede den videre deltagelse for Martin Jensen, Frederik Schandorff, Marcus Påverud og Joakim Frid.



EDB-PROBLEMER EFTER LØBET betød, at landets største rally, Oresund Rally, der er anden afdeling af FDM DASU Classic, det uofficielle danske mesterskab i klassisk pålidelighedsrally, endte uden vinder efter weekendens 220 kilometers ellers velfungerende motorløb i Nordsjælland for 45 mandskaber. DASU vil nu sikre mere pålidelig pointafvikling fremover.



EFTER EN TOTALSKADET RACERBIL og lån af en Ginetta sad en topmotiveret Jacob Mathiassen bag rattet på Rockingham Circuit til sin debut i British GT Championship. Desværre kørte makkeren Steve Fresle i gruset, men Mathiassen vise, at han og bilen havde god fart. Vi ser Jakob på Ring Djursland lørdag den 13. maj, og ved næste British GT på Snetterton ultimo maj.



FØRSTE AFDELING AF DET nordeuropæiske mesterskab i bilorientering afvikles i Frederikssund af Viking Auto Sport fredag aften 12. maj - Store Bededag - med start fra Frederikssund hallen og på militært øvelsesområde. Også deltagere fra Sverige og Finland er bag rattet. Lokale Leon Spiegelhauer og Jan Johansen kørte i 2016 bronze hjem i mesterskabet. 
 
 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.198