23948sdkhjf

Rattet Rundt med motorsporten

Nyt fra sportens verden i ind- og udland - se også de selvstændige billedtekster.

EN PUNKTERING EFTER ET sammenstød i sidste omgang af Formel 1 i Barcelona betød, at en ærgerlig Kevin Magnussen, der lå til at score point, måtte udgå og tage til takke med en placering som nr. 14



LIGELEDES PÅ BANEN i Barcelona fik Mikkel O. Pedersen en fin start i Porsche Super Cup-serien. Det blev til en 12. og 15. plads blandt 31 startende Cup-biler.



I ANDEN AFDELING AF Blancpain Endurance GT Series på Silverstone blev Mikkel Jensen og holdkammerater hos Walkenhorst Motorsport (BMW M6) nr. 18 generelt i Pro-klassen, og i Pro/Am sluttede Dennis Lind og medkørere på 6- pladsen (nr. 27 generelt) for Lamborghini-teamet Raton. Der var 55 biler til start.



DANSKERNE MARKEREDE SIG stærkt, da anden afdeling af den Europæiske Le Mans Serie blev kørt på Monza. Nicki Thiim og holdkammeraterne Hankey/Yolus hos TF Sport besatte andenpladsen i GT-klassen (Aston Martin), og fører i den samlede stilling. I klassen LMP2 kom danske High Class Racing med Anders Fjordbach/Dennis Andersen i mål på tredjepladsen, og er også nr. 3 i den samlede stilling. Morten Dons og holdkammerater scorede et enkelt point for tiendepladsen i LMP3.



I EM Rallycross finalens anden afdeling af Super 1600 i Belgien måtte Ulrik Linnemann tage til takke med sjettepladsen. Danskeren havde ellers været godt kørende med bl.a. sejr i semifinalen.



I CIK ACADEMY MESTERSKABET for juniorer i karting kørte Oliver Skjellerup over målstregen på en flot tredjeplads i finalen af første afdeling. Desværre fik han efterfølgende en tidsstraf og gled ned på 15. pladsen. Der køres tre afdelinger af mesterskabet. 
 
 

PREMIUM DÆKFABRIKANTEN HANKOOK er kendt for sit engagement i motorsporten og deltager på Bologna fagmessen 24.-25. maj med også sine høj-performance dæk til personbiler samt dæk til busser og lastbiler. 
 
 
  

ANDEN AFDELING AF ADACS mesterskabsserier køres den kommende weekend på Lausitzring, og her er flere danskere til start. I Formel 4 er Nicklas Nielsen og Frederik Vesti klar. Førstnævnte indtager en samlet andenplads efter første runde. I ADAC GT Master er Nicolai Sylvest igen til start for AMG Zakspeed. Se mere på www.adac-motorsport.de



I RENAULT JUNIOR FÅR Christian Lundgaard sin debut i formelsport, når den unge østjyde den kommende weekend er til start i NEZ Formula 4 Championship for hollandske MP Motorsport. Det sker på Grand Prix banen i Sochi, Rusland. 20 deltagere fra ni nationer er til start. Læs mere på smpf4championship.com.



PÅ DEN KRÆVENDE BYBANE i Pau er Casper Røes til start i tredje runde af det franske Formel 4 mesterskab denne weekend.



DET BLIVER DEN ERFARNE amerikanske 26-årige Jordan Taylor, som skal hjælpe Jan Magnussen og Antonio Garcia med at vinde årets 24-timersløb på Le Mans for Corvette.



ÅRETS JUELSMINDE RALLY Den Jyske Sparekasse, der bliver anden afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, afvikles den sidste weekend af maj.



OP MOD 50 ELBILER, lige fra toptunede serieproducerede biler til hjemmebyggede el-biler, forventes at stille til start i dette års udgave af det Nordeuropæiske El-bils rally i Sydjylland 24. juni. Løbet er et orienteringsløb med indlagte opgaver samt hastigheds- og manøvreprøver. Se også emobil-rallye.com.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125