23948sdkhjf

Danskerne har vinderchancer i Le Mans

Jan Magnussen vandt på Sebring og Michael Christensen på Daytona. Danske sejre i de to vigtigste opvarmningsløb forud for Le Mans. Og se så lige David Heinemeier - dansker i den hardcore Oreca-raket.

DANSKERBILERNE Nej, vi kan ikke få en dansk generel sejr i årets vigtigste langdistanceløb - det er så let, som at der ikke sidder en dansk kører i nogle af Le Mans i alt seks LMP1-biler.

Men i GTE-klassen er tre ‘danskerbiler’ blandt favoritterne. Seriøst. Og i klassen lige under topklassen, LMP2, er der en danskerbil, der må betegnes som mere end bare outsider.

Så 2017 Le Mans ligner endnu en gang et løb, hvor Dannebrog ikke bare kommer til at vaje på tribunerne overfor pitten. Men som kan glide til tops under præmieoverrækkelsen!

Seks danskere i fem biler er med i Le Mans 2017. Det er to kørere færre end sidste år, men lige så mange biler. Forskellen er først og fremmest, at sidste års danske Ferrari-team ikke er med i år. Teamejer, den danske Ferrari-importør, Johnny Laursen, har valgt at springe i år over og antagelig også de kommende år. Men Laursen har en drøm om at køre LM sammen med sin søn, Conrad - men det kan tidligst blive på den anden side af 2020.

Jan Magnussen i gult

Danskerne i år er først og fremmest Jan Magnussen i en lige så ufattelig gul Corvette som altid. Bilen har nummer 63. Læg mærke til den - Big Mag er flyvende lige nu efter at have vundet løbet, man kan kalde den store Le Mans-prolog, nemlig 12-timersløbet på Sebring i Florida. Samme gule bil, samme hurtige mand, ganske vist kun den halve periode - men det er selvtilliden ligeglad med.

Men den nye Kristensen på Le Mans, Michael Christensen - ja, med Ch og ikke med K, men skidt med det - har også tanket op med speed og selvtillid. Også han har kørt hurtigst og længst i USA; Michael Christensen og Porsche vandt nemlig sin klasse i januar måneds 24 timers-løb på Daytona. Michael kørte jo den nye 911, der ganske vist ser ud som en 911, men er bilen nu også det? 911 GT3 R, som bilen hedder, har nemlig motoren placeret foran bagakslen og ikke bag som i andre 911’ere.

Et af de bedste stint i karrieren

Efter Sebring og en tur på podiets midterste plads jublede Michael Christensen:

- Jeg er virkelig imponeret over den måde, hele holdet har arbejdet sammen ved det første løb med 911 GT3 R-modellen. Mit første stint var helt sikkert et af de bedste i min karriere.

Men der er flere danskere med dybe speederbevægelser. Nicki Thiim og Marco Sørensen - de to i Aston Martin-bilen, der har nydt kælenavnet ‘The Dane Train’. Dernæst vandt de to jo verdensmesterskabet i GTE-klassen sidste år. Måske er 2016 langt væk, når kørerne åbner Le Mans 2017. Men samme bil, samme kørere - det trækker jo ikke fra. Det gør det til gengæld, at de to udgik sidste år; men det er jo bare fortrængt. //

#13 David Heinemeier Hansson Alder: 37 år Antal starter på Le Mans inkl. i år: 6 Klasse i år: LMP2 Bil: Oreca 07-Gibson Racersportsvogn, centermotor Team: Vaillante Rebellion Førstekører: Nelson Piquet Jr.

 

#63: Jan Magnussen Alder: 43 år Antal starter på Le Mans inkl. i år: 19 Klasse i år: GTE Pro Bil: Chevrolet Corvette C7.R Frontmotor, baghjulstræk Team: Corvette Racing - GM Førstekører: Jan Magnussen

 

#65: Christina Nielsen Alder: 24 år Antal starter på Le Mans inkl. i år: 2 Klasse i år: GTE Am Bil: Ferrari 488 GTE Centermotor, baghjulstræk Team: Scuderia Corsa Førstekører: Christina Nielsen

 

#92: Michael Christensen Alder: 26 år Antal starter på Le Mans inkl. i år: 3 Klasse i år: GTE Pro Team: Porsche GT Team Bil: Porsche 911 RSR (MY17) Hækmotor, baghjulstræk Førstekører: Michael Christensen

 

 

#95: Nicki Thiim Alder: 28 år Antal starter på Le Mans inkl. i år: 4 Klasse i år: GTE Pro Bil: Aston Martin Vantage GTE Frontmotor, baghjulstræk Team: Aston Martin Racing Førstekører: Nicki Thiim

 

#95: Marco Sørensen Alder: 26 år Antal starter på Le Mans inkl. i år:: 3 Klasse i år: GTE Pro Bil: Aston Martin Vantage GTE Frontmotor, baghjulstræk Team: Aston Martin Racing Førstekører: Nicki Thiim

Det bedste ved de 24 timer Er…

 

Når lyset bliver grønt. Når jeg blæser gennem Indianapolis. Når jeg passerer Porsche-kurverne. Tre af de danske kørere fortæller om det bedste ved Le Mans. Og deres egne chancer.

 

Christina Nielsen, Ferrari #65

Hvordan er dine chancer?

- Jeg ankommer med mit amerikanske team Scuderia Corsa, som sluttede treer for to år siden, og vandt klassen sidste år. Så teamet har erfaringen og ved, hvad der skal til, hvilket er en af vores stærke sider. Bret Curtis har kørt løbet to gange før, så det er fedt, at vores bronzekører har erfaring. Alessandro Balzan har ikke kørt der før, men han er dygtig kører, og jeg er ikke i tvivl om, at han er ‘up to speed’.

Hvad er netop din bils største force?

- Ferrarien er ikke hård ved dækkene, så vi burde kunne køre meget stabile omgangstider hele vejen igennem. Og så er der en fantastisk bil at køre. Den har en god balance, og det føles fantastisk, når man først finder det rigtige flow.

... og ulempe?

- Personligt har jeg ikke gennemført et 24-timers løb med den (endnu!). Vi udgik desværre efter 22 timer på Daytona, så forhåbentligt kan vi også snuppe de sidste to timer på Le Mans.

Hvor er dit favorit-sted på Le Mans?

- Når jeg sidder i bilen. At få lov til at køre Le Mans er en fantastisk mulighed, og jeg glæder mig til, at lyset bliver grønt lørdag, og vi kan begynde at køre race.

Hvem tror du vinder generelt?

- Motorsport har år efter år vist sig at være uforudsigelig, så jeg har ikke lyst til at lave nogen antagelser.

Hvem tror du vinder din klasse – og du må godt ‘stemme’ på dig selv.

- Jeg håber, vi er med i kampen om sejren, men jeg bryder mig ikke om at antage noget. En af nøglerne til succes er aldrig at undervurdere sine konkurrenter eller føle sig tilpas på grund af tidligere resultater. Vi starter alle sammen fra nul, hver gang vi begynder en ny løbsweekend.

David Heinemeier Hansson, Oreca #13

Hvordan er dine chancer?

- Jeg skal køre LMP2 til Le Mans i år, og det er med de helt nye, meget hurtigere biler. Det tekniske reglement har taget det største spring, siden jeg startede med at køre prototyper på Le Mans tilbage i 2012. Vi har nu over 600 hestekræfter at danse med sammen i en betydeligt mere aerodynamisk bil. Det betyder sammenlagt en estimeret topfart på 340 km/t og omgangstider, der er på højde med dem, Audi satte i 2008 i deres LMP1-racer. Udover det, så er der rekord-tilmelding i klassen med hele 25 LMP2 biler. Det bliver stort!

Hvad er netop din bils største force?

- Jeg tror, vi har rigtig gode chancer for at være med om podiet i år. Jeg skal køre med Nelson Piquet Jr. og Mathias Beche. Begge er superhurtige, professionelle kørere. Derudover er det under fanerne hos Rebellion Racing, som har været med til Le Mans i rigtig mange år. Det store spørgsmål er nok mest, om mekanikken kan holde. Med helt nye biler kommer mere usikkerhed

 ... og ulempe?

- Vi kører med en Oreca 07. Det er en evolution af den Oreca 0,5 der har vundet Le Mans de sidste to år i træk. Så vi er optimistiske omkring Orecas chancer. Men det er nu også den bil, som over halvdelen af feltet har valgt. Så vi er ikke helt unikke der.

Hvor er dit favorit-sted på Le Mans?

- Porsche-kurverne! Det er de mest intimiderende kurver i motorsport. Super hurtige, og betonen er utilgivelig og meget, meget tæt på. Det er specielt tricky, når solen er gået ned. Det er rigtig mørkt, og man skal ramme sine punkter på en plet for at få en god omgangstid. Der findes ikke noget bedre sus.

Hvem tror du vinder generelt?

- Jeg tror, Porsche har fat i den lange ende i LMP1. Toyota er da også med, men med et budget, der er under halvt så stort – så tror jeg, det bliver svært for japanerne. Og efter Audis exit er der jo kun de to teams, der kæmper om det.

Hvem tror du vinder din klasse – og du må godt ”stemme” på dig selv.

- Jeg stemmer selvfølgelig på vores nummer 13 Rebellion Racing bil! Vi har, hvad der skal til for at vinde. Inklusiv troen på at det kan lade sig gøre.

Michael Christensen, Porsche #92:

Hvordan er dine chancer?

- Svært at sige nu, da vores bil stadig er meget ny, og reglerne ikke er fastlagt endnu, men jeg mener bestemt, at jeg har en bil med godt potentiale. Le Mans i 2017 bliver interessant i GTE Pro, fordi feltet er fyldt med absolut topklasse-teams og -kørere.

Hvad er netop din bils største force?

- Jeg ville mene kvalitet og holdbarhed.

… og ulempe?

- Porschen er en ung bil.

Hvor er dit favorit-sted på Le Mans?

- Indianapolis (hurtig højrekurve – fra over 300 km/t bremse ned til knap 120 km/t, red.). Hvem tror du vinder generelt?

- Porsche.

Hvem tror du vinder din klasse – og du må godt ‘stemme’ på dig selv.

- Porsche nummer 92 (altså Michaels egen bil, red.)

Artiklen er en del af temaet FORMEL 1 / LE MANS .

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14