23948sdkhjf

Michelin vil have test af brugte dæk

Dæk bør også testes som slidte, lyder budskabet fra dækproducenten.

SLID Under overskriften "Sandheden om slidte dæk" opfordrer den franske dækgigant Michelin til, at dæks præstationer også bliver bedømt, når de er slidte - i stedet for, som i dag, kun at blive testet som nye.

Forskellige dæk og dækfabrikater har ikke ens egenskaber. Og i takt med, at dæk bliver slidt, træder forskelle i kritiske egenskaber, som vejgreb på våd og tør vej, bremselængde og risiko for aquaplaning mere og mere entydigt frem. Derfor bør den samlede bilindustri ændre praksis for dæktest, så bilisterne får et mere reelt billede af deres dæks egenskaber i brug - gennem hele dækkets levetid, lyder det fra den franske dækproducent.

- Der er forskel på dæk, både når de er nye og efterhånden, som de bliver slidt. Vores tests viser, at forskelle i egenskaber træder markant tydeligere frem, efterhånden som dæk slides. Ikke mindst, når et dæk nærmer sig lovens minimumskrav til mønsterdybde. Her er der markant forskel på et premiumdæk og et billigt dæk, siger Marcus Karlsson, miljø- og trafiksikkerhedsansvarlig hos Michelin i Norden.

Kør dækket ned til lovgrænsen
Michelins test har påvist, at nogle dækfabrikater præsterer næsten samme bremseegenskaber på våd vej som nogle nye dæk. Også selv om de er slidt til lovgrænsen på 1,6 mm mønsterdybde.

Det understreger, at mønsterdybde i sig selv ikke er en god indikator for, hvor godt et dæk reelt bremser på våd vej. Michelins testresultater underbygges af nyere forskning, som bl.a. fastslår, at der ikke kan påvises en sammenhæng mellem ulykkesfrekvens og dæks mønsterdybde.

Derfor er Michelin gået ud med budskabet om, at bilister bør køre deres dæk ned til lovgrænsen på 1,6 mm. mønsterdybde og ikke allerede skifte dækkene ud ved 3 mm. Det har ellers i mange år været en anbefaling i branchen.

- Hvis forbrugerne udskifter deres dæk før tid, altså før den lovlige mindstegrænse, begrænser det produktets livslængde og giver forbrugerne en unødvendig udgift. Ud over, at det giver bilisterne en umotiveret meromkostning, der svarer til så meget som køb af et ekstra dæk årligt, er det rigtig skidt for miljøet, hvis dæk bliver skiftet ud for tidligt, forklarer Marcus Karlsson.

Beregninger fra Ernst & Young viser, at for tidlig udskiftning af dæk, altså ved 3 mm mønsterdybde i stedet for lovgrænsens 1,6 mm, vil medføre et merforbrug på 128 millioner dæk i Europa om året. Det svarer til ekstra ni millioner tons CO2 årligt og en merudgift for bilisterne på ca. seks milliarder Euro, alene i Europa.

Slidte dæk på tør og våd vej
Når bilister tænker på dæk og sikkerhed, tænker de typisk på katastrofeopbremsninger på våd vej - og med god grund, da bremselængden øges på vådt underlag. Men i Europa er vejene oftest tørre. I London er gaderne eksempelvis tørre 71 procent af årets dage, mens vejene i Sydfrankrig er tørre 85 procent af tiden.

Michelins tests viser, at så længe et dæk ikke er defekt, er slidte dæk faktisk med til at øge sikkerheden på tør vej. Lige som på racerbanerne, hvor "slicks" altid er dækvalget på tør vej, gælder også for almindelige bilister, at en slidt udgave af et dæk giver en kortere bremselængde på tør vej, end da dækket var nyt.

Michelins tests viser desuden, at visse slidte dæk er lige så gode på våd vej, som visse nye dæk. Faktisk viser testene, at et premiumdæk, der er slidt til lovens mindstegrænse, kan præstere lige så godt som et spritnyt, billigere dæk.

Så selvom det tilbageværende dækmønster har betydning ved opbremsning på våd vej, er et dæks egenskaber gennem hele dets levetid det afgørende for sikkerheden, lyder det fra Michelin.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128