Lars Meller er kommunikationsrådgiver med speciale i bilbranchen. Hans baggrund er mangfoldig med direkte brancheerfaring fra værkstedsgulv til hjørnekontor, suppleret med ni år på reklamebureau, og siden 2012 som selvstændig rådgiver for virksomheder i både ind og udland.

Af Lars Meller 13. oktober 2017 05:00

SPEKULATION Det seneste lovforslag om registreringsafgiften, indeholder både entydige såvel som flertydige formuleringer, der påvirker virksomheder, som tilbyder leasing af biler, herunder både operationel såvel som finansiel leasing.

Som beskrevet af mange medier hen over det sidste lille års tid, har en del importører og forhandlere i bilbranchen udnyttet de hidtil kendte love og regler, til helt at undgå betaling af registreringsafgift via det der i folkemunde blev kaldt "leasingfinten" eller "vaske biler", og indkasserede store fortjenester samtidig.

Dette bliver der nu angiveligt sat en stopper for, primært ved indførelsen af en regel om genberegning af registreringsafgiften efter fire måneder, så den matcher markedspriserne. Denne regel er for så vidt entydigt formuleret i lovforslaget, men skriger samtidig nærmest efter kreative sjæle, der finder en eller flere måder at omgå den på.

Det står noget anderledes til med de indskærpelser, der vedrører flexleasing i den form, som har eksisteret for biler i Danmark siden 2009. Selv garvede folk i branchen skulle læse lovforslaget 2-3 gange, før det stod helt klart, at Skatteministeriet i store træk ønskede at begrænse (læs; fjerne) mulighederne for flexleasing af biler.

Det store spørgsmål
Det efterlader et entydigt svar på hvorfor Skatteministeriet ønsker at begrænse flexleasing.

Det har, trods flere mediers og organisationers henvendelser til skatteministeren, ikke været muligt at få et klart svar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V). For at komme sagens kerne lidt nærmere, følger her nogle tænkte scenarier med udgangspunkt i forskellige (mål)grupper.

Statskassen?
En indskærpet lovgivning på et givent område, er som oftest baseret på ønsket om øgede indtægter til statskassen. Hvad angår flexleasing (finansiel leasing, red.), som siden 2009 har været en finansieringsform for biler i stabil (og lovlig) vækst, er det svært at se, hvordan statskassen kan drage fordel af lovændringen. Flexleasing indbringer et betragteligt beløb til statskassen hvert år, og ved at begrænse eller forbyde det, er der stor risiko for, at markedet blot downsizer, med deraf følgende lavere indtægter til statskassen.

Forbrugerne?
Hvis flexleasing forbydes, og operationel leasing bliver dyrere, hvilket er det sandsynlige scenarie ved gennemførelse af lovforslaget, vil forbrugerne alt andet lige komme til at betale mere for den samme vare. Dette vil føre til ændret adfærd, men uden nye muligheder og oplagte alternativer præsenteret af regeringen, vil markedet derfor blot skalere ned mod mindre/billigere biler - plus potentielt ældre biler med dårligere brændstoføkonomi, mere forurening og reduceret sikkerhed.

Flexleasing har altid haft de største fordele for kunder, der i forvejen var mulige købere af dyrere biler (prisklassen +400.000 kr, red.), da disse opnår store besparelser og især reducerede økonomiske risici ved anvendelse af denne finansieringsform.

Virksomhederne (leasinggivere)?
Gennemføres lovforslaget i sin nuværende form, er der ingen tvivl om at virksomheder, der primært beskæftiger sig med flexleasing af biler, står overfor meget vanskelige markedsvilkår. Det vil i store træk kun være meget kapitalstærke virksomheder, der vil kunne overleve, da overflytningen af hele risikoen for leasingemnet, fremadrettet vil ligge hos leasinggiver. Denne øgede risiko vil helt naturligt føre til forhøjede priser, hvilket gør at nogle kunder vil fravælge denne mulighed for at have bil.

Skatteministeriet (administrationen)?
Der har fra tid til anden været historier fremme i medierne omkring den administrative byrde, flexleasingvirksomheder har pålagt Skatteministeriets administration (Skat) ved deres blotte tilstedeværelse i samfundet. Her rammer vi måske hovedet på sømmet i denne sag, da gældende regler og love 1) altid er og har været udgangspunktet for leasinggiveres virksomhed og dens struktur, og 2) desværre samtidig har været til besvær for den statslige administration af reglerne og virksomhederne. Det er derfor svært at se andre bevæggrunde for den nuværende lovændring, end netop en administrativ lettelse for Skat.

Konklusionen
Som i mange andre brancher, er der inden for flexleasing også mindre seriøse spillere, der blot fokuserer på egen kortsigtet vinding. Hvis formålet med stramningerne er at fjerne eller markant reducere de byrder, som disse virksomheder medfører, kan det med garanti gøres mere elegant, mindre fordækt, og med en knap så klodset konsekvens for markedet, samfundet og forbrugerne.

Dog er det en meget typisk Skat-manøvre at falde over egne ben i udformning af nye regler og love, så de lander fladt på maven midt i et uforskyldt samfund. Set i et større perspektiv vil en større intern erkendelse i Skatteministeriet + en deraf følgende regelforenkling i bred forstand være mere meningsfuldt for alle parter.