23948sdkhjf

Forhandler af klassiske biler åbner i Odense

Viborg-firmaet CC-Cars åbner sin anden afdeling på Fyn.

OLDTIMERS Nu får Odense en forretning, der specialiserer sig i køb og salg af klassiske biler og sportsvogne samt leasing af almindelige biler. Alt samlet under et tag på Blangstedgårdsvej 10 i Odense. Det bliver CC-Cars’ anden filial.

I godt 15 år har CC-Cars udelukkende drevet forretning i Ans mellem Viborg og Århus, men tiden er nu inde til at udvide forretningen. Medejer og daglig leder af CC-Cars Odense bliver den 40-årige Kristian Grünhut Liborius fra Otterup, der nu er ved at gøre en drengedrøm til virkelighed.

- Passionen for biler har altid været der. Min far har været entusiast og haft mange specielle biler gennem min opvækst, fortæller Kristian Grünhut Liborius. Sidste år gjorde han selv en drengedrøm til virkelighed, da han købte sin første klassiske bil. Dette køb foretog han hos CC-Cars i Ans, som drives af Christian Jensen, der tidligere har arbejdet som indkøber i blomsterbranchen.

- Sjovt nok startede jeg også i blomsterbranchen ligesom Christian - uden at vi dog kendte hinanden - men i forbindelse med, at jeg købte min klassiske bil, snakkede vi meget sammen om køb og salg af biler. Jeg fik et rigtig godt indtryk at CC-Cars. Som virksomhed fremstod CC-Cars yderst professionel med et stort engagement og viden inden for klassiske biler. Jeg legede med tanken om at udvide Christians forretning med en afdeling på Fyn. Jeg præsenterede ham for ideen, som nu er en realitet.

- Vi har en del kunder på Fyn og Sjælland. Nogen af dem har givet udtryk for, at det kan være en lang tur til Ans, når der skal kigges på en ny eller anden klassisk bil, siger Christian Jensen og fortsætter:

- Jeg fandt hurtigt ud af, at Kristian har de samme værdier som mig, nemlig at det skal være velholdte biler, der skal udbydes til salg. Derfor gik vi i en tæt dialog, og det fører nu til åbningen af CC-Cars Odense.

700 kvadratmeter
Efter beslutningen om et samarbejde var taget, blev jagten sat ind på at finde nogle egnede lokaler, og valget faldt på Blangstedgårdsvej 10 i Odense.

- Vi har fundet et lejemål på 700 kvadratmeter, hvor der bl.a. er en stor facade, så det bliver muligt at præsentere vores biler på den bedst mulige måde. Lidt afhængig af køb og salg forventer vi at have mellem 30 og 35 biler i Odense, siger Kristian Grünhut Liborius.

Opgavefordelingen mellem de to ejere ligger fra start klar. Christian Jensen tager sig indkøb og rådgivning, mens Kristian tager sig af salg, leasing og har det daglige ansvar for forretningen i Odense

- Jeg håber, at vi indenfor det første år kan sælge et sted mellem 50 og 75 klassiske biler, siger Kristian Grünhut Liborius, der forventer sig meget af de fynske og sjællandske kunder.

- Vi mener, at vores fokus er lidt anderledes end de øvrige forhandlere af klassiske biler på Fyn. Udover salg af vores egne biler tilbyder vi også kommisionssalg. Bilerne er i en sådan stand, at så snart der er nummerplader på, vil kunden kunne nyde sin første køretur i den nyerhvervede klassiske bil.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078