23948sdkhjf

Leverandør advarer mod brug af AC tætning

Tætningsmiddel til klimaanlæg er ikke bare en trussel mod kompressoren, det er i visse tilfælde også på kanten af loven, mener Thomas Nielsen, teknisk chef hos Dometic Waeco. Også FTZ advarer.

AIRCON I de senere år er det blevet en udpræget løsning at lukke en utæthed i bilens klimaanlæg ved hjælp af Leak Stop, et tætningsmiddel, som sprøjtes ind i anlægget. På den korte bane ser løsningen nem, hurtig og billig ud. Men Leak Stop er ikke uden problemer, advarer en af de store leverandører af udstyr til klimaværkstedet.

- I mange tilfælde viser det sig, at Leak Stop ødelægger mere, end det gavner. Det er ikke mindst klimaanlæggets kompressor, som kan tage skade, siger Thomas Nielsen, teknisk chef hos Dometic Waeco.

Han henviser blandt andet til, at Dometic Waeco i en række garantisager har valgt at sende defekte variable kompressorer til eksterne laboratorier for at få analyseret årsagen til defekten. Meldingen har været klar: Det er brugen af Leak Stop, der får kompressoren til at bryde sammen.

- Det er ofte kontrolventilen, som stopper til, og så ophører reguleringen af kompressoren, hvilket kan ses på billederne fra laboratorierne, hvor stemplerne i kompressoren nærmest er limet fast af det sirupslignende Leak Stop, forklarer Thomas Nielsen.

Et spørgsmål om tæthed

Han sammenligner brugen af Leak Stop med brugen af det skum, som sprøjtes ind i punkterede dæk.

- Der er jo aldrig en mekaniker, som vil bruge skum til reparation af et punkteret bildæk. Det er en nødreparation. På samme måde med det utætte klimaanlæg. Ikke desto mindre ser vi, at der er værksteder, som bruger Leak Stop - velsagtens for at spare penge for kunden - selv om det hverken er godkendt af kompressor- eller bilproducenterne, siger Thomas Nielsen, der samtidig peger på, at lovgivningen klart siger, at man ikke må fylde kølemiddel på et klimaanlæg, som man ved er utæt.

- Her kan man diskutere, om et anlæg tætnet med Leak Stop i virkeligheden er et tæt anlæg, bemærker Thomas Nielsen.

Også FTZ advarer

Også landets største autogrossist, FTZ, advarer imod brugen af Leak Stop, efter at FTZ gennem de sidste tre år har erfaret, at brugen af disse produkter forårsager kompressor problemer. Det skriver FTZ på sine lukkede tekniske bulletiner.

FTZ anbefaler, at man ikke påfylder Leak Stop på AC anlæg med variabel kompressor ydelse, ligesom FTZ også anbefaler mekanikerne at være opmærksomme på andre blandingsprodukter på markedet, for eksempel PAG olier tilsat både sporstof og Leak Stop.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106