23948sdkhjf

Japansk bilindustri i nyt stormangreb

Toyota, Honda og ikke mindst Mazda viser hvor store deres muskler i virkeligheden er på årets Tokyo Motor Show. Ambitionerne er store - op at bide såvel Mercedes som Aston Martin i haserne.

BILSHOW Set med danske bilbriller er én Tokyo Motor Show-nyhed større end alle de andre: Konceptbilen med navnet Mazda Kai Concept; bilen, der er begyndelsen til den næste Mazda3. Ikke med ét slag, men med én model flyttes grænserne for hvor godt en "almindelig" bil kan se ud. Dét beviser Mazda Kai Concept - og det vil den næste Mazda3 komme til at vise (hvis ellers japanerne tør lade produktionsbilen ligge tæt op ad den røde konceptbil på scenen i Tokyo.)

Men Mazda har faktisk en endnu smukkere nyhed med til mærkets hjemmebane-udstilling, nemlig Mazda Vision Coupé. Som japanerne selv siger; en bil, der er det ultimative udtryk for mærkets design-sprog og -filosofi med navnet Kodo Design eller bare Kodo. På Mazdas scene står således en bil, der mest af alt ligner en konkurrent til Aston Martin.

Og mere japansk jagt på selv de dyreste og mest eksklusive biler fra vores verdensdel: Toyota viser en konceptbil med brintteknik og så dyr en stil, at målet mest af alt ligner en Mercedes S-Klasse.

Honda er på hjemmebaneshowet med en række biler, der skal kædes sammen med de udmeldinger mærket kom frem med på både Genève og Frankfurt Motorshow - Electrification Strategy som japanerne siger, der fører frem til, at i 2025 er 2/3-del af Hondas modelprogram biler på alternative drivmidler - hybrid, plug-in hybrid, el eller brint.

På Frankfurt viste Honda den lille Urban EV Concept, som kommer i 2019, og på Tokyo Motorshow står så sportsversionen af den. Nyhederne på Tokyo giver et billede af de Hondaer, der kommer til os i Europa inklusiv i fremtiden, siger Honda-Danmarks Thomas Larsen.

Nissan fører sig frem med en opsigtsvækkende nyhed i Tokyo; en eldrevet og helt selvkørende crossover-konceptbil med en rækkevidde på over 600 kilometer, Nissan IMx hedder den. Bilen giver et kig ind i fremtidens Nissan Intelligent Mobility, som er mærkets vision om, hvad biler skal drives af, hvordan biler skal køre, og hvordan biler kan integreres i samfundet.

Suzuki benytter primært Tokyo Motorshow til at vise deres bud på fremtidige SUV- og crossover-retninger under temaet begejstring. Der er således verdenspremiere på tre konceptbiler, e-SURVIVOR, der er en kompakt og el-drevet SUV med tydelige referencer til Vitara, SPACIA, en høj miniwagon med utrolig lav indstigning og højt til loftet og XBEE i forskellige udgaver. XBEE, der er en kompakt Crossover med rummelighed som en wagon og anvendelighed/fremkommelighed som en SUV.

Subaru viser sjette medlem af Viziv-famlien, en bil, der mere end antyder både design- og teknikvejen for fremtidige modeller fra det lille japanske mærke. I den mildest talt opsigtsvækkende konceptbil er både de seneste og de snart kommende førerassistenter. Med netop denne bil vil Sabaru vise, at, som de siger, "på trods af den stadigt højere grad af automatisering er det hos os fortsat køreren, der kører bilen."




Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109