23948sdkhjf

Grossist indtager vestkysten

Au2parts opretter ny afdeling i Ringkøbing med lokale branchefolk.

KONKURRENCE Autogrossisten au2parts har fortsat vokseværk og åbner til december afdeling nummer 43 i rækken, når au2parts den 11. december slår dørene op for en ny afdeling i Ringkøbing.

Det er de lokale branchefolk fra Vestjysk Autodele med John Jensen, Per Berthelsen, Karsten Bertelsen, Anette Jensen samt Marcello D’Alessandro i spidsen, som har valgt at etablere en afdeling sammen med au2parts midt-vestjylland.

- Vi er jo gamle kolleger. Vi har i mange år haft et ønske om at kunne udvide vores område med en afdeling i Ringkøbing. Det er derfor med stor glæde, at vi kan åbne en ny afdeling på Skaadsmosevej 10, siger indehaverne af au2parts midt-vestjylland, Erik Christensen og Torben Nielsen.

- Vi forventer at kunne åbne mandag den 11. december i de nye lokaler. Vi har naturligvis travlt med at få opsat it, reoler og få varerne på plads, men det skal nok gå. Au2parts har jo tradition for og erfaring i at åbne nye afdelinger, så der er lagt en klar plan for, at det nok skal lykkes, siger en tilfreds kædedirektør Niels K. Skak ifølge en pressemeddelelse.

Au2parts ringkøbing er en del af den danskejede au2parts kæde, som har hovedkontor i Aarhus samt centrallager i både Aarhus og Glostrup.

Grossisten har i dag 43 afdelinger og er en af de største autogrossister i Danmark.

Mister personale

Samtidig med meldingen fra au2parts kunne man på LinkedIn læse, at konkurrenten AD Danmark (Vestjysk Autodele A/S) "til vores afdelinger i Ringkøbing, Tarm og Varde søger reservedelsekspedienter til at varetage salg af autoreservedele til vores B2B-kunder i autobranchen".

Til Motor-magasinet siger Poul T. Pedersen, salgs- og konceptchef for AD Danmark A/S:

- Vi mister personale til au2parts, som starter i Ringkøbing. Sådan er gamet. Ærgerligt, men det er da dejligt, at vores personale er eftertragtet.

Det thansen-ejede selskab AD Danmark A/S købte tilbage i januar 2017 den tidligere Auto-G-grossist Vestjysk Autodele, som består af fire afdelinger, nemlig i Ringkøbing, Esbjerg, Varde og Tarm.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109