23948sdkhjf

Lyngsø til tops hos bilimportør

Nellemann Gruppen ændrer koncernledelsen og ledelsen i Kia Import Danmark.

BILIMPORT Som en styrkelse af Nellemann Gruppens koncernledelse udnævnes Mogens Lyngsø til koncernchef og CEO i Nellemann Holding AS per 22. november.

Den store bil-koncern har været uden koncernchef i godt et halvt år, siden 4. generation i koncernen, Jacob Nellemann, som i 2015 tog over efter sin far Jac Nellemann i et generationsskifte, stoppede. I foråret 2017 forlod Jacob Nellemann således forretningen og medejerskab.

I det godt halve år har detail-ledelsen været varetaget af Jac Nellemann og Lars Simper, mens Mogens Lyngsø har varetaget ledelsen af bil-importen.

Mogens Lyngsø har i gennem snart 14 år udfyldt forskellige roller i Nellemann gruppens importselskaber, hvor jobbet som direktør for Kia importen i Danmark har fyldt mest.

De seneste år har hans rolle bredt sig til, at omfatte flere koncernrelaterede opgaver, herunder senest Nellemann Gruppens opkøb af Svenningsens Maskinforretning AS og dennes datterselskaber i Norge og Sverige. Mogens Lyngsø får nu det overordnede ansvar for alle forretningsben i Nellemann Holding AS.

- I Nellemann Gruppen har vi i mere end 117 år formået, at være en betydende spiller på det danske bilmarked. Det har vi tænkt os at fortsætte med, og tilmed blive endnu dygtigere til, udtaler Mogens Lyngsø og fortsætter:

- Med opkøbet af Svenningsens Maskinforretning udvides koncernens forretningsområde til igen, at omfatte salg af maskiner til vej-, park- og landbrugsbranchen, og herunder Kubota agenturet på hele det skandinaviske marked.

Potentiale i nyt ben

- Vi ser i vores nye forretningsben et meget stort potentiale, som vores erfaringer fra bilbranchen vil hjælpe os med at udnytte, siger Mogens Lyngsø.

- I den kommende tid vil vores fokus være på konsolidering af virksomheden, så vi bedst muligt får integreret og delt best practice imellem nye og gamle forretningsområder. Fælles for alle, vil være et stort fokus på den daglige drift, så vi får lagt fundamentet til videreudvikling og vækst. Faktorer som er afgørende for at lykkes i bilbranchen såvel som maskinbranchen, fastslår Mogens Lyngsø.

Nellemann Gruppens koncerndirektion vil fremover bestå af koncernchef & CEO Mogens Lyngsø og koncern økonomichef & CFO Claus Nielsen.

Kia Import Danmark

Samtidig videregives depechen for den daglige drift af Kia Import Danmark AS til Rasmus Aagaard og Thomas Lund, der i fællesskab fremover skal varetage driften og videreudviklingen af Kia i Danmark. Rasmus Aagaard, der indtil nu har haft rollen som Kias marketingansvarlig, udnævnes til COO med ansvaret for mærkeudviklingen, marketing og kundeoplevelse.

Thomas Lund, der kommer fra rollen som Kias salgschef, udnævnes til CSO med ansvaret for salg og forhandlerperformance.

- I Thomas Lund og Rasmus Aagaard har vi to meget kompetente personer, der har været med et godt stykke af Kias rejse i Danmark. De ved begge, hvor vi som virksomhed kommer fra, og lige så væsentligt så ved de også, hvor vi og Kia er på vej hen. Jeg er sikker på at de to sammen med resten af Kia teamet i Fredericia med succes fortsætter den rejse, vi og Kia er påbegyndt, siger Mogens Lyngsø.

350 ansatte

Nellemann koncernen beskæftiger cirka 350 medarbejdere inden for bilimport, bilsalg og billeasing samt import og salg af maskiner til vej-, park- og landsbrugsbranchen på det skandinaviske marked. Koncernen har en årlig omsætning på godt to milliarder kroner.

Kia Import Danmark AS er et selskab under Nellemann koncernen med hovedsæde i Fredericia og beskæftiger i dag cirka 30 ansatte.

I koncernens bestyrelser sidder Jac Nellemann, Mogens Lyngsø, Lars Simper, Claus Nielsen, Jørn Qviste, Ivan Gren, Henrik Rasmussen, Claus Frisenberg Pedersen.

Nyt job til Lars Simper

Lars Simper er dog også på vej væk fra Nellemann på grund af nyt job, oplyser Mogens Lyngsø over for Motor-magasinet.

Til Motor-magasinet siger Lars Simper, at han efter to år hos Nellemann - i både bestyrelsen og som detail-direktør - stopper i løbet af få dage, da han har fået nyt arbejde fra 1. januar. Det har været kendt længe. Endnu ønsker Lars Simper dog ikke at løfte sløret for det præcise job. Der er imidlertid tale om en direktørpost i detailleddet i autobranchen i København, erfarer fagavisen. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11