Jobmarked: Mekanikere presses af ny teknologi
TEKNIK Robotter, selvkørende biler, kunstig intelligens og anden ny teknologi kan i fremtidens arbejdsmarked især gøre det svært for chauffører og operatører.
Smede, mekanikere, ansatte i servicebranchen samt lager- og kontormedarbejdere vil også mærke konsekvenserne af ny teknologi.
Det viser en ny rapport fra konsulenthuset McKinsey ifølge Berlingske.
Dermed har mellem 250.000 og 300.000 personer på det danske arbejdsmarked et job, som fremover vil blive udfordret af ny teknologi.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er opmærksom på udfordringen.
- Jeg mener ikke, at man skal være voldsom nervøs. Men omvendt skal man være i stand til at prioritere og efter- og videreuddanne sig selv, så man får nogle nødvendige kompetencer for fremtidens arbejdsmarked.
- Det er klart, at hvis man ikke selv som enkeltindivid investerer kræfter i det, kan man blive truet på ens job, siger ministeren.
Rapporten anslår, at den nye teknologi kan løfte bruttonationalproduktet, bnp, yderligere mellem 0,8–1,4 procentpoint om året de kommende år.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kørte i sidste uge en tur i en førerløs bil i Singapore.
Her var statsministeren på besøg for at drøfte frihandel og vækst, men også for at samle inspiration til arbejdet i Disruptionrådet, som mødes mandag og tirsdag i denne uge.
Rådet skal give bud på, hvordan Danmark i de kommende år griber mulighederne i den hastige teknologiske udvikling. McKinsey-rapporten er udarbejdet i forbindelse med netop mødet i Disruptionrådet.
Ifølge Løkke kan danskerne i løbet af få år køre med førerløse biler.
- For fem og ti år siden talte vi om det her, som noget lidt science fiction-agtigt noget.
- Men det er meget snart en realitet. Det kommer til at påvirke vores arbejdsmarked, men det vil eksempelvis også kunne give ældre mennesker en større mobilitet, sagde Løkke til Ritzau.
Danske lønmodtagere frygter ikke automatisering, digitalisering og robotter. Det viser nye tal fra LO's globaliseringsundersøgelse.
- Undersøgelsen viser, at danskerne er et teknologibegejstret folkefærd, som ikke frygter robotter som hjælpere på fremtidens arbejdspladser.
- Tværtimod ved de godt, at det ikke er ny - men derimod gammel teknologi, man skal frygte, siger LO-formand Lizette Risgaard til lo.dk.
Kilde: Ritzau