23948sdkhjf

Hårdt arbejde betaler sig

SMVDANMARK: Efter kamp i årevis fra også Håndværksrådets Autoudvalg bliver reparationsgrænsen hævet permanent. 2018 byder på nye kampe.

SMVDANMARK Man siger jo, at alt godt kommer til den, der venter. Det har i 2017 vist sig både at være helt rigtigt og helt forkert for organisationerne i SMVdanmarks Autoudvalg.

Helt rigtigt fordi det endelig gik den rigtige vej med reparationsgrænsen, der bliver hævet til 75 procent i 2020. Vel at mærke på permanent basis, der ikke bare forsvinder efter to år igen. Efter at der i årevis er blevet hugget mere og mere af grænsen, og at flere og flere gode biler dermed er blevet hugget op, går udviklingen nu den anden vej. Det betyder, at vi nu får mere arbejde til svende og lærlinge - og at vi bedre kan udnytte de ressourcer, der ligger gemt i bilerne. Vi udnytter ressourcerne bedre, når vi reparerer skadede biler, så de kan køre videre i stedet for at blive skrottet, når vi genbruger reservedele og når vi sparer verden for den miljøbelastning, produktionen af den ny bil udgør.



Men det med at vente er selvfølgelig også helt forkert. Hvis man vil have noget forandret, nytter det ikke bare at vente - og det har vi så sandelig heller ikke gjort. SMVdanmark og Autoudvalgets organisationer har tværtimod arbejdet utrætteligt - år efter år - på Christiansborgs gange, på Folkemødet på Bornholm og i mediernes spalter på at gøre opmærksom på gevinsterne for miljø, beskæftigelse og samfund ved at hæve reparationsgrænsen. Hårdt arbejde betaler sig!



Nu er alt jo ikke bare fryd og gammen. Også i 2018 får vi rigeligt med autopolitiske sager at arbejde med til gavn for hele branchen: Vi skal have mulighed for opgøre udgifterne til skadesreparation med genbrugsreservedele. Vi skal sikre, at indgrebet mod leasingfinten virker. Og endelig skal vi kæmpe slaget om lige adgang til bilernes data, så forbrugerne også i fremtiden selv frit kan vælge værksted ud fra pris og kvalitet. Så der bliver også noget at lave til næste år. Godt nytår!



Henrik Pedersen,

formand for Autoudvalget i SMVdanmark - det nye Håndværksråd

Artiklen er en del af temaet NYTÅRSUDTALELSER 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.708