23948sdkhjf

Pres på priser på brugte biler

Bilbasen har analyseret prisudviklingen for nye og brugte biler og det står klart, at de brugte biler ikke er fulgt med de nye ned i pris gennem de seneste tre år.

BILSALG De seneste tre år er de gennemsnitlige priser på nye biler faldet med 14,8 procent, primært på grund de tre afgiftsomlægninger, der har fundet sted. Det viser en analyse, Bilbasen har lavet. I samme tidsrum er de brugte biler kun faldet 4,5 procent, viser samme analyse.

- Det interessante er, at vi kan se, at brugtbilpriserne dropper i nogen udstrækning i tidsrummet efter afgiftsomlægningerne, men efter tre-fire måneder er de så begyndt at stige igen - hvert år, siger Jan Lang, markedsanalytiker for Bilbasen.

Han forventer dog, at konsekvenserne af afgiftsomlægningen denne gang vil være anderledes. Det skyldes, at denne gang er der indført regler i forbindelse med L4, som betyder, at importørerne, leasing- og finansieringsselskaber og forhandlere har en interesse i, at prisdannelsen på brugtbilmarkedet vil være faldende og ikke stigende som tidligere.

- Vi kan simpelthen konstatere, at prisdannelsen på brugtbilmarkedet et par måneder efter L4 er anderledes end tidligere. Både når vi kigger på auktionspriserne og de efterfølgende priser på Bilbasen. Det er min forventning, at vi denne gang ikke vil se stigende priser på et senere tidspunkt på brugtbilmarkedet, som vi ellers har set tidligere, siger Jan Lang.

Analysens konklusioner

Nybilpriserne er faldet markant mere end brugtbilpriserne 

• Mikro- og minisegmenterne er mere prisstabile end de større klasser 

• Mellemklassen er faldet mest i forhold til de nye priser, omvendt har priserne til tider været svagt stigende til tider på brugtbilmarkedet 

• Det ser ikke ud til, at priserne vil stige igen på kort og mellemlang sigt efter L4 i november 


Jo større bil, jo større prisfald
Bilbasen har også analyseret prisudviklingen i de enkelte segmenter, og konklusionen er, at jo større bil, desto mere har prisforskellene udviklet sig gennem de seneste tre år. I mikro- og minibilklassen har der været de laveste prisudsving, mens mellem-, firma- og MPV/SUV-klassen har haft de mest markante udviklinger. Det er tydeligt at se, at mellemklassen er det bilsegment, der er faldet mest i pris.

- Det er historisk billigt at købe ny bil i Danmark. Ikke kun i forhold til prisen, men også de afledte omkostninger såsom finansiering og forsikring. Men det tilsvarende er ikke tilfældet på brugtbilmarkedet. Priserne har ganske enkelt været for høje, og dermed har brugtbilmarkedets konkurrenceevne været under pres, forklarer Jan Lang.

Han forventer, at L4 vil medvirke til, at prisudviklingen på brugtbilmarkedet igen vil udvikle sig normalt. Tidligere har det været en udfordring for brugtbilforhandlerne, at de har betalt alt for høje priser for deres brugte biler, når der samtidig har været massive tilbud på nyere demobiler.

- De umiddelbare meldinger fra forhandlerne går på, at nu er der igen et større udbud på auktionerne, og at priserne samtidig er mere fornuftige end tidligere. Det vil medføre, at priserne ud mod forbrugerne også vil falde, og derved vil brugtbilmarkedets konkurrenceevne igen få moment, siger han.

Hård konkurrence
Jan Lang vurderer dog, at de nye biler på kort og mellemlang sigt vil være meget attraktive. Dels fordi de er faldet forholdsmæssigt meget i pris, dels fordi konkurrence blandt bilimportørerne har vist sig at være meget hård i starten af 2018.

- Vi har talt antallet af nytårstilbud, og det er meget højt i år. Det drejer sig ikke kun om pris- og udstyrstilbud, men også i forhold til privatleasing tilbud. Og det er klart, at de meget attraktive nybilstilbud vil presse brugtbilmarkedet et stykke tid endnu, siger Jan Lang.

Bilbasen udgiver sammen med Bilbranchen den såkaldte Udbudsindikator, der er en model for markedsudviklingen på brugtbilmarkedet. Den viser, at udbuddet på brugtbilmarkedet vil stige i de første to kvartaler af 2018.

- Den primære årsag til det stigende udbud er et højt nybilsalg, der sender en stor mængde byttebiler ud på markedet. Samtidig er der fortsat nogle store årgange af firmabiler, som skal sælges til såvel ind- som udland, og det øger udbuddet. Vi kan se, at antallet af forhandlerbiler på Bilbasen er steget med over fire procent den seneste måned, siger Jan Lang. Han vurderer, at bilforhandlerne på brugtbilmarkedet vil følge prisudviklingen meget tæt i den kommende tid, og justere priserne i vidt muligt omfang, så de vil være konkurrencedygtige i forhold til nybilsmarkedet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093