23948sdkhjf

Kevins chef: Selvfølgelig snyder vi ikke!

Formel 1-ballade: Günther Steiner fortæller, at Haas afrapporterer alt til FIA, så han er helt tryg trods beskyldninger om snyd.

RACE Formel 1-holdet Haas er kommet under beskydning fra flere af konkurrenterne efter sidste uges sæsonstart i Melbourne.

Force India og McLaren undrer sig over, at det amerikanske team lige nu kan kæmpe med forrest i feltet.

Derfor har de opfordret Den Internationale Motorsportsunion (FIA) til at undersøge, om samarbejdet mellem Haas og Ferrari overtræder de officielle regler i Formel 1.

McLaren-køreren Fernando Alonso har kaldt Haas-racerne en kopi af Ferraris, og Force India-bossen Otmar Szafnauer mener, at Haas må have brugt en tryllestav.

Haas-chef Günther Steiner mener ikke, at der er noget at komme efter.

- Det er tilladt for alle at have en mening. Nogle personer har en mening, som efter mine begreber ikke er baseret på fakta, siger Steiner.

- Hele Haas-holdet kan være stolte over det arbejde, der er foretaget fra sidste år og hen over vinteren med at producere VF18 (dette års bil, red.) og få gjort den i stand til at konkurrere, siger han.

- Det er deres fortjeneste. De kan være stolte. Hvis folk mener, at der er et problem, så er det fint med mig. Vi afrapporterer alt, hvad vi foretager os til FIA ligesom alle andre.

- Det er derfor, at jeg er mere end sikker på, at vi ikke gør noget forkert, siger Steiner.

Haas, der er gået i gang med sin tredje sæson i Formel 1, benytter sig af Ferrari-motorer, gearkasser, forhjulsophæng og andre mekaniske dele. Derudover har det amerikanske hold adgang til Ferraris vindtunnel.

- Jeg har det helt fint med den måde, vi gør tingene på, siger Günther Steiner.

- Vi har designet vores egen aero, som reglerne foreskriver, og det er korrekt, at vi benytter mekaniske dele fra Ferrari, men det har alle vidst i to år, siger teamchefen.

De to Haas-kørere Kevin Magnussen og Romain Grosjean lå længe blandt de forreste i sæsonpremieren i Melbourne, men fejl under et pitstop betød, at begge udgik.

Formel 1-sæsonen fortsætter i næste weekend, hvor feltet besøger Bahrain.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141