23948sdkhjf

Ferrari-mekaniker lider dobbelt benbrud i Räikkönen-ulykke

Det italienske team bekræfter, at holdets mekaniker har brækket benet efter en påkørsel under et pitstop.

FORMEL 1 Ferrari-mekanikeren Francesco Cigarini kommer ikke til at skrue på Formel 1-racere foreløbigt.

Det stod klart, efter at han blev påkørt af Kimi Räikkönens bil i forbindelse med et pitstop under søndagens grandprix i Bahrain.

Det italienske team bekræfter på Twitter, at Cigarini har brækket benet to steder, efter at det venstre bagdæk røg ned over mekanikerens ben.

- Åbenbart en skinnebens- og fibulafraktur. Vores tanker er med Francesco, skriver teamet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP blev Kimi Räikkönen kritiseret på de sociale medier for manglende medfølelse i racerkørerens udtalelser efter løbet.

Räikkönen, som bliver kaldt "Ice Man" for sin meget fåmælte personlighed, sagde efter løbet:

- Jeg ved ikke, hvilken tilstand han (Francesco Cigarini, red.) er i. Det er ikke godt for ham, men jeg kører, når der bliver grønt lys. Der er ikke meget andet at sige.

Cigarini blev efter ulykken kørt til banens lægecenter på en båre, hvor skadernes omfang blev konstateret.

Løbet gik noget bedre for Ferraris anden kører, Sebastian Vettel, der vandt løbet, men episoden gjorde sejren til en blandet oplevelse for tyskeren.

- Jeg er lidt ked af det, fordi en af vores mekanikere kom til skade. Overordnet set var det en blandet dag, siger Vettel.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125