Retten slår fast, at de konkurrenceretlige hensyn, der ligger bag EU-gruppefritagelsen ikke bør tilsidesættes under henvisning til, hvordan forhandleren har optrådt i sin egenskab af forhandler.

Af Michael Fibiger Nørfelt 18. april 2018 09:45

RETSSAG En nybilforhandler blev opsagt med øjeblikkelig varsel på grund af misligholdelse. Forhandleren ansøgte derefter om at fortsætte som autoriseret reparatør på en række adresser, hvilket bilimportøren afslog.

Af dommen fra Sø og Handelsretten fremgår det, at der er tale om Nissan importøren og Daugaard Biler A/S i København med adresser på Rovsingsgade samt i Gladsaxe, Glostrup og Søborg.

Af forhandlerkontrakten fremgik det, at bilimportøren havde ret til at afslå en sådan ansøgning, hvis opsigelsen blandt andet skyldes begivenheder, der ville forhindre forhandleren i at kunne opfylde sine forpligtelser som autoriseret værksted, ville have en negativ indflydelse på bilimportørens omdømme, renomme eller image, ville have en negativ indflydelse på de rettigheder og den goodwill, som er knyttet til bilimportøren og varemærket eller at forhandleren havde afgivet urigtige oplysninger.

Forhandleren mente, han havde krav på at forblive autoriseret reparatør, blandt andet fordi forhandleren opfyldte de opstillede minimumskriterier for at opnå og bevare status som autoriseret værksted.

Videre var det forhandlerens opfattelse, at der ikke forelå nogen af de begivenheder, der efter forhandlerkontrakten berettigede importøren til afslå anmodningen. Det var også forhandlerens opfattelse, at bilimportøren i henhold til reglerne i konkurrenceloven, EU-gruppefritagelsen og EU-traktaten havde pligt til at optage forhandleren som autoriseret værksted.

Krav på at fortsætte

Sø- og Handelsretten slår i sin afgørelse indledningsvist fast, at forhandlerkontrakten byggede på anvendelse af et kvalitativt selektivt distributionssystem for netværket af autoriserede reparatører. Forhandlerkontrakten opfyldte både de nationale og EUs konkurrenceregler. Derfor havde forhandleren som udgangspunkt krav på at fortsætte som autoriseret reparatør efter ophøret af forhandlerkontrakten, hvis de kvalitative kriterier herfor er opfyldt.

Det oplyser chefkonsulent Karoline H. Thomsen fra Bilbranchen under DI.

Også advokat Eylem Ünüvar fra AutoBranchen Danmark omtaler afgørelsen på foreningens hjemmeside.

Reguleret i én aftale

Retten til at være forhandler og autoriseret reparatør var reguleret i én aftale. Dette tekniske forhold medførte dog ikke, at forhandleren var stillet ringere, end hvis der var indgået en selvstændig reparatøraftale.

Retten lagde til grund, at der havde været problemer med forhandlerens virke som reparatør, men at det ikke var derfor, at den samlede forhandlerkontrakt var ophævet på grund af misligholdelse. Spørgsmålet var i stedet, om forhandlerens misligholdelse havde en sådan karakter, at det havde afsmittende virkning på forhandlerens status som autoriseret reparatør og kunne medføre, at reparatøraftalen blev ophævet.

Ingen af de ovenfor nævnte begivenheder i kontrakten var påberåbt som årsag til hverken ophævelse eller afvisning af at optage forhandleren som autoriseret reparatør igen. Der var derimod henvist til et mere diffust anbringende om, at et brud på tillidsforholdet udelukker et kommercielt samvirke i en periode på fem år.

Kontrakt overtrådt

Retten slår fast, at de konkurrenceretlige hensyn, der ligger bag EU-gruppefritagelsen ikke bør tilsidesættes under henvisning til, hvordan forhandleren har optrådt i sin egenskab af forhandler. Navnlig var det ikke påvist, at forhandleren ikke kunne opfylde de kvalitative krav til en autoriseret reparatør, oplyser Karoline H. Thomsen.

Bilimportørens afslag på at lade forhandleren genindtræde som autoriseret reparatør var dermed en overtrædelse af forhandlerkontrakten, af konkurrenceloven og af EU-traktaten.

Med til historien hører også, at forhandleren havde klaget over afvisningen til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som afviste at behandle klagen under henvisning til, at afgørelsens betydning for konkurrencesituationen ikke stod mål med de ressourcer, der var nødvendige for at behandle sagen.

Se dommen her: