23948sdkhjf

Rekordoverskud hos Ejner Hessel

Bildynastiet Ejner Hessel har svært ved at få armene ned efter offentliggørelsen af 2017-regnskabet.

REGNSKAB Smilene er brede hos familiedynastiet Ejner Hessel, efter virksomheden kan meddele, at omsætningen steg i 2017 med knap 500 millioner kroner sammenlignet med 2016. Det betyder, at landets største bilforhandler kom et mulehår fra en omsætning på fem milliarder kroner. Resultatet før skat blev på 121 millioner kroner. Året før var det på 115 millioner kroner.

Ejner Hessel ledes af storebror Bjarne Hessel, som er adm. direktør i det bilfirma, som hans far, Ejner Hessel, grundlagde i 1968 og senere overlod til sine fire sønner. Virksomheden forhandler Mercedes, Renault og Dacia fordelt på 24 bilhuse landet over.

- 2017 tegnede særdeles lyst for os i første halvår med en fortsat vækst i bilsalget, men polemikken om regeringens omlægning af registreringsafgiften i efteråret kostede os dyrt. Eftersom salget af personbiler til såvel private som firmabilssalget stort set gik i stå i knap to måneder, vurderer jeg, at det har kostet koncernen et tocifret millionbeløb, udtaler administrerede direktør Bjarne Hessel, som dog hilser afgiftsomlægningen velkommen.

- Selvom forløbet var overordentligt kluntet med en udmelding før ændringen var færdigbehandlet, er jeg overbevist om, at det i sidste ende kommer såvel bilkøberne som bilbranchen til gode, at det nu bedre kan betale sig at købe en større og mere sikker bil, efter det i mange år har været mikrobilerne, der har været i fokus, fortsætter Bjarne Hessel.

- Generelt er vi rigtigt godt tilfredse med salget af såvel personbiler som vare- og lastbiler.

Overtagelse af Starmark 
I september 2017 overtog Ejner Hessel A/S det fulde ejerskab af Skandinaviens største brugtbilsvirksomhed, Starmark, der sælger nyere, brugte premium-biler - primært Mercedes-Benz. Kort efter overtagelsen åbnede Starmark et brugtbilscenter i Roskilde som supplement til hovedsædet i Vejle samt afdelingen i Aalborg. Med overtagelsen ønsker Ejner Hessel at skabe en endnu større synergi mellem det stigende antal af bilkøbere, der vælger enten en ny eller brugt Mercedes-Benz personbil.

Vækst på værkstedet - og brug for flere hænder.
Virksomheden har i de senere år oplevet en vækst i værkstedsomsætningen på ca. 10 procent om året, som dog ikke er i nærheden af stigningen i salgsafdelingen, men det har ifølge Bjarne Hessel en naturlig forklaring.

- Vi oplever en stor kvalitetsforbedring i de her år. Bilerne går simpelthen ikke så meget i stykker, som det var tilfældet før i tiden, ligesom serviceintervallerne hele tiden bliver længere. Vores værksteder skal være gearet til at håndtere en større volumen af biler, der i mange tilfælde blot skal serviceres.

Med flere biler på værkstedet og en udsigt til mangel på faglærte hænder i fremtiden, har Ejner Hessel A/S valgt at lancere en rekrutteringskampagne under navnet "Ejner Hessel - Din fremtid", hvor virksomheden promoverer bl.a. mekaniker-uddannelser overfor folke- og tekniske skoler.

Fokus på digitalisering
Ejner Hessel A/S har for et par måneder siden åbnet Danmarks største Mercedes-Benz-center i Aarhus, som desuden er forberedt til den digitale verden i såvel showroomet som ved værkstedsbesøg. Ifølge Bjarne Hessel er investeringerne i bl.a. lagerrobotter og automatiseret værkstedsindskrivning ikke et "enten eller" i forhold til kundebetjening men snarere et "både og".

- Vi mener fortsat, at en god kundeoplevelse er baseret på det personlige møde mellem mennesker. Man skal, ganske enkelt, føle sig velkommen og godt behandlet, så selv om vi investerer i digitale processer, der kan effektivisere arbejdsgange ved f.eks. værkstedsbesøg og håndtere online-bestilling af leasingbiler, vil vi bevare vores nærhed til kunderne. Vi skal altså udnytte digitaliseringen til at optimere "de kedelige" processer for derved at få mere tid til at betjene kunderne i vores 24 bilhuse, slutter Bjarne Hessel.

Nøgletal

Hoved- og nøgletal 2017 for Ejner Hessel-koncernen
tallene i parentes er 2016.
Omsætning: 4,9 mia. kr. (4,4 mia. kr.)
EBIT (resultat af primær drift): 143 mio. (137 mio.)
Resultat før skat: 121 mio. (115 mio.)
Resultat efter skat: 93 mio. (88 mio.)
Egenkapital: 489 mio. (413 mio.)
Antal ansatte: 957 (823)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219