23948sdkhjf

Bilimport-mastodont fik ridser i overskuddet i 2017

Skandinavisk Motor Co., der importerer og sælger biler for milliarder i Danmark, måtte se sig skuffet sidste år.

BILIMPORT Skandinavisk Motor Co., der importerer og sælger autogiganten Volkswagens biler i Danmark, må notere sig en sjælden skuffelse i regnskabet for 2017.

Selskabet, der har for vane at kunne gnide sig i hænderne, når overskuddet bliver gjort op, oplevede nemlig et fald i resultatet sidste år på trods af, at salget steg.

- Ledelsens forventning til året udgjorde et resultat før skat på niveau med resultatet for 2016, hvilket primært blev begrundet i en forventning om et øget antal indregistrerede person- og varebiler og kun få fundamentale ændringer til de makroøkonomiske faktorer, fremgår det af regnskabet.

- Set ved udgangen af året må det dog konstateres, at resultatet udviklede sig mindre positivt end forventet, hvilket primært kan henføres til afgiftsomlægningen i efteråret og en øget konkurrence i markedet – begge forhold, der satte sit negative aftryk på avancerne, skriver Skandinavisk Motor Co. i sit regnskab for sidste år.

Selskabet, der ejes af Semler Gruppen, kunne notere sig, at omsætningen steg med mere end en halv milliard kroner til 8,8 milliarder kroner sidste år.

Men nettoresultatet dykkede med 50 millioner kroner - eller 16 procent - til 253 millioner kroner.

Skandinavisk Motor er hovedimportør af Volkswagen, Audi, Skoda, Seat og motorcykelmærket Ducati i Danmark.

Stilstand kostede

Og mens den store dieselskandale, der har omgærdet Volkswagen i årevis, ikke har rystet selskabet, kostede den politisk debat om afgiftssænkelser på biler sidste år et hak i tuden.

Snakken fik nemlig danskerne til at udskyde deres bilkøb.

- Afgiftsomlægningen i 2017 har haft en væsentlig negativ effekt på årets resultat, da der har været en periode med stilstand i salget af biler til alle typer af kunder.

- Det er værd at notere sig, at Volkswagen i 2017 har øget deres markedsandel til 13,3 procent mod 11,8 procent i 2016 og derved udbygger førstepladsen på listen over de mest solgte bilmærker i Danmark, skriver Skandinavisk Motor Co.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109