Nu kan man være to om at lease bil
FÆLLES Der findes efterhånden ikke det forholdsord, som ikke finder vej foran ordet leasing. Nu tilføjer GoMore så endnu en finansieringsmulighed til de danske bilister, som gerne vil lease bil - og samtidig være flere på kontrakten. Deleleasing betyder, at man hos udbyderen fremover kan skrive to navne på en leasingkontrakt.
Udvidelsen af paletten hos GoMore sker som følge af en række henvendelser fra kunderne i firmaet, der er kendt for liftkørsel og biludlejning. Også leasing er blevet et stort ben i fundamentet hos GoMore.
- Vores medlemmer har altid kunne leje deres leasingbil ud, når de ikke bruger den. Men vi har fået flere forespørgsler fra medlemmer, som ønskede at være to på leasingkontrakten, siger Josephine Ahlefeldt-Lauvig, som er ansvarlig for medlemskontakten hos GoMore.
Hvis man indgår deleleasing-aftale, betaler man 50/50 under leasingaftalen. Man forpligter sig derved til at betale 50 procent af den månedlige ydelse igennem den fulde leasingperiode 50 procent af depositummet uanset brug af bilen, som internt afstemmes. Senere hæfter de to på kontrakten samtidig 50/50 i forbindelse med gennemgang af bilen ved tilbagelevering, herunder mangler og skader eller overkørte kilometer medmindre andet aftales internt.
- En personbil står stille 23 ud af døgnets 24 timer, og når den kører, sidder der i gennemsnit 1,1 personer i bilen, siger Matias Møl Dalsgaard, direktør i GoMore og tilføjer:
- Det er den virkelighed, vi gerne vil ændre. Vi vil blive ved med at gøre det lettere for folk at dele bilen - om det er samkørsel, udlejning eller leasing.
henmo