23948sdkhjf

Kevin Magnussen sekser i Frankrig

Haas-køreren Kevin Magnussen holdt Valtteri Bottas bag sig og satte otte point på VM-kontoen.

FORMEL 1 Kevin Magnussen (Haas) kørte søndag i mål som nummer seks i sæsonens ottende Formel 1-grandprix i Frankrig.

Den danske racerkører hentede dermed otte point til det samlede VM-regnskab, hvor Magnussen ligger nummer ti.

Det blev Mercedes-køreren Lewis Hamilton, der vandt på den franske bane, som senest var blevet benyttet til Formel 1-grandprix i 1990 før søndagens grandprix.

Han strøg samtidig forbi Sebastian Vettel og op på førstepladsen i den samlede stilling.

Max Verstappen (Red Bull) og Kimi Räikkönen (Ferrari) blev henholdsvis nummer to og tre i søndagens løb.

Det blev et løb med dramatik fra første sving. Her kørte Ferraris Vettel op i Mercedes-raceren med Valtteri Bottas bag rattet. De to racere blokerede vejen og skabte en masse kaos i feltet.

Vettel modtog en straf på fem sekunder for sammenstødet, og uheldet tvang både Vettel og Bottas til et pitstop. Dermed strøg de tilbage i feltet.

Vettel fik sig hurtigt kørt op igen og sluttede som nummer fem. Bottas havde større problemer, og efter sit andet pitstop i løbet skulle finnen overhale Magnussen for at sikre sig sjettepladsen.

Men det lykkedes danskeren at holde Bottas bag sig godt hjulpet på vej af et gult flag, der kom på tredjesidste omgang, da Lance Stroll sprang et dæk på sin Williams-racer.

Et andet sammenstød på første omgang kostede et hurtigt exit for Force India-køreren Esteban Ocon og Toro Rossos Pierre Gasly. De to franskmænd måtte forlade løbet efter få sekunders kørsel på deres hjemmebane.

Magnussens Haas-kollega, Romain Grosjean, var derfor sidste franskmand til at tilfredsstille hjemmebanepublikummet. Han startede dagen som nummer ti, men endte uden for pointene på en 11.-plads.

Grosjean har stadig sæsonens første point til gode. Der resterer 13 løb i 2018 for Formel 1-kørerne.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.191