23948sdkhjf

Q&A til Thomas Møller Sørensen

Branchedirektør Thomas Møller Sørensen fra Bilbranchen DI, foretrækker et fastfrosset afgiftsniveau på biler fremfor de senere års salami-nedsættelser.

BILSALG Motor-magasinet har anbragt branchedirektør Thomas Møller Sørensen fra Bilbranchen DI i den varme stol og bedt ham tage stilling til et par varme og altid aktuelle emner; fra bilafgifter, elbiler og forholdet mellem importører og forhandlere.

?Thomas Møller Sørensen, foretrækker du, at bilafgifterne bliver på sit nuværende niveau, eller at der kommer en offentlig debat om nye afgiftsnedsættelser?

! Så foretrækker jeg, de bliver på nuværende niveau. Vi skal på et tidspunkt have lagt registreringsafgiften og den grønne ejerafgift om til én teknisk baseret og løbende afgift. Men de sidste tre års offentlige debat om emnet efterfulgt af moderate justeringer, er gift for branchen. I mange år har der på Christiansborg været en tradition for, at bilafgifter er noget man taler om bag lukkede døre. Og at den dag, man ændrer på afgifterne, kommer det af respekt for branchen som en tyv om natten. Den tradition skal vi tilbage til.

? Er danske bilhuse generelt for dårligt konsoliderede til at håndtere en stilstand i salget som den vi oplevede i efteråret 2017?

! Danske bilhuse er normalt ligeså godt konsoliderede som virksomheder i det øvrige erhvervsliv. Men afgiftsændringen i 2017 kom jo i forlængelse af ændringer i 2015 og 2016. Og hver gang afgiften sænkes med et fingerknips, falder værdien af bilforhandlernes lagre af biler tilsvarende. Tab på varelagre tre år i træk kombineret med stilstand i salget i flere måneder, vil gøre ondt på de fleste virksomheder. Ikke kun i bilbranchen.

? Er avancen ved salg af nye biler blevet så små og kravene til bilhusenes indretning for store?

! Generelt, ja. Branchen ændrer sig i disse år. Nye teknologier i bilerne, nye forbrugervaner og nye konkurrenter betyder store investeringskrav for branchen. Men det er vigtigt, at producenter og importører holder hovedet koldt og at de, i dialog med forhandlerne, stiller intelligente investeringskrav. Lidt forenklet kan man sige, at det er bedre at investere i nye it-systemer og digitale løsninger fremfor i nye lamper til loftet og klinker i gulvet.

? Skyldes det skuffende salg af elbiler, at potentielle købere venter, fordi de regner med, at elbiler bliver billigere?

! Det tror jeg ikke. Den største grund til det lave elbilsalg er ganske enkelt, at produktet, indtil nu, ikke har været attraktivt nok. Prisen er for høj, opladningstiden for lang og rækkevidden for kort. Men det ændrer sig i de kommende år. Derfor er det også så vigtigt, at forbrugere og erhvervsliv får et afgiftssystem, de kan have tiltro til forbliver det samme i mange år fremover. I stedet for som i de sidste 30 år at ændre afgifterne for elbiler hvert andet eller tredje år, skal vi have et teknologineutralt og fremtidssikret afgiftssystem, der tilgodeser miljørigtige biler, herunder elbiler.

? Eller er mange bilhuse slet og ret ikke dygtige nok til at sælge elbiler?

! Bilforhandlere vil gerne sælge elbiler. Men som sagt har mange elbiler indtil nu været udfordret af de tilsvarende modeller med forbrændingsmotorer. I de kommende år vil langt de fleste producenter satse på miljørigtige biler i form af elbiler, brintbiler såvel som opladelige hybridbiler. Disse satsninger vil forplante sig i hele branchen og blandt forbrugerne og dermed gøre det lettere for forhandlerne at sælge produkterne.

? Har Bilbranchen helt opgivet at få omlagt afgiften fra den nuværende værdibaseret afgift til en afgift, der er teknisk baseret?

! Vi har bestemt ikke opgivet. Jeg fornemmer, det er de færreste politikere, der ikke kan se de miljømæssige, trafiksikkerhedsmæssige og administrative fordele ved en teknisk baseret og løbende bilafgift. Men afhængig af den konkrete udformning vil en omlægning koste staten nogle penge, og dermed er emnet i konkurrence med en række andre politiske områder. Vi skal nok nå derhen, men ikke via de seneste års salami-metode. Omlægningen skal gennemføres én gang for alle - i ét hug.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219