23948sdkhjf

Kevin Magnussen: En rigtig skidt weekend

Haas-køreren Kevin Magnussens løb på Monza-banen gik galt fra start.

FORMEL 1 En lang og kedelig søndag på kontoret. Anderledes kan Formel 1-grandprixet på Monza-banen ikke udlægges for danske Kevin Magnussen.

Han sejlede i næsten hele løbet rundt langt efter resten af feltet på grund af et tidligt sammenstød med Sergio Perez (Force India).

- Jeg fik skade på bilen og dækket. Resten af løbet kørte jeg på mediumdæk, så løbet sluttede efter safety car'en, siger Kevin Magnussen til TV3+.

- Det var en rigtig skidt weekend, men sådan en skulle jo komme på et tidspunkt.

Hans løb gik skævt fra start.

- Jeg fik en rigtig dårlig start og fik lavet en masse hjulspind. Ovenikøbet fik jeg også låst forhjulet på vej ind i sving et og fik lavet et lille flat spot, siger han.

Safety car'en gav efter et sammenstød foran danskeren på første omgang løbet frit igen på fjerde omgang.

Kort efter ramte Perez og Magnussen så hinanden.

- Jeg kunne ikke holde varme i dækkene, og da starten gik igen, havde jeg ikke noget greb og røg lidt af banen, kom tilbage, havde kontakt med Perez og fik ødelagt bagdækket, siger Magnussen til TV3+.

Da danskeren kom tilbage på banen efter et pitstop, var han på mediumdæk og havde omkring 40 sekunder op til den nærmest forankørende bil i resten af løbet.

Han får en chance for revanche, når feltet kører næste grandprix i Singapore om 14 dage.

Her kan Magnussens teamkollega, Romain Grosjeans, tage point for femte løb i træk, efter at han blev nummer seks i Italien.

I den samlede stilling har Grosjean nu 35 point. Magnussen har 49.

I alt har Haas altså 84 point - det samme som Renault i kampen om fjerde- og femtepladsen i konstruktørernes VM-stilling.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172