23948sdkhjf

Hestekræfter og motorsport på skoleskemaet

Fra nytår bliver landets folkeskoler tilbudt at lade eleverne køre ræs og bruge motorsport i undervisningen. Målet er at tiltrække elever til mekanikerfaget.

LOKKEMAD Matematik, motorsport, reagensglas og historie er noget, man normalt ikke forbinder med hinanden. Men det bliver fra årsskiftet en helt almindelig kombination i folkeskoler landet over. Her skal et nyt skoleprojekt få folkeskoleelever op af stolene og ud på racerbanerne, når motorsport kommer på skoleskemaet. Det sker, når Dansk Automobil Sports Union (DASU), sammen med en række motorsportsklubber og kommunale folkeskoler, giver det grønne lys til projektet ’Hestekræfter - motorsport på skoleskemaet’.

Fakta om motorsport i folkeskolen
Eleverne arbejder i det fireugers projekt med disse områder:
● EUD-uddannelsen som mekaniker
● Teknisk mekanisk forståelse, motorlære
● Matematik, algebra og statistik
● Fysik/kemi, energi og forbrænding
● Dataanalyse
● Fysisk træning

Med i projektet er også brancheorganisationen AutoBranchen Danmark og fagforbundet Dansk Metal, som Motor-magasinet omtalte om projektet allerede i februar i år.

Projektet er gjort muligt gennem en fondsbevilling fra Villum Fonden, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag.

- Med bevillingen får vi mulighed for at vise, hvad motorsporten kan bidrage med til samfundet, ud over den rene underholdning, som sporten jo giver os. Forhåbentlig kan projektet få flere til at vise interesse for erhvervsuddannelserne, så både sporten, erhvervslivet og skolerne landet over kan få gavn af dette projekt, siger Ture Hansen, generalsekretær i DASU.

Gode pilot-erfaringer

Et pilotprojekt med tre folkeskoler har allerede givet elever i 7.-9. klasse mulighed for først at trykke på speederen i en gokart for derefter at trykke på tasterne til lommeregneren og bruge dataene til læring.

Motorsport forener nemlig mange fag, da den store datagenerering i sporten giver grobund for læring inden for matematik, fysik, historie, samfundsfag og idræt.

- I Dansk Idrætsforbund mener vi, at idrætten skal påtage sig et samfundsansvar - blandt andet ved at idrætten engagerer sig i åben skole-samarbejdet. Dette projekt kombinerer glæden ved at dyrke idræt med muligheden for at bruge idrætten til at skabe inspirerende læring i folkeskolen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at projektet bliver til gavn for eleverne, motorsportsklubberne og det danske samfund, siger Mikkel Nørtoft Magelund, der er leder for bredde og motion i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Banebrydende for naturfag

Projektet kommer til at byde på et fire-ugers undervisningsforløb, hvor elever og lærere skal ud på gokartbaner og prøve sporten af, samtidig med at de indsamler data til brug i undervisning. Forløbet understøtter og fremmer elevernes interesse for de naturvidenskabelige fag og forhåbentlig også interessen for at søge ind på erhvervsuddannelserne.

- Der er på mange måder tale om et banebrydende projekt, som vi er meget glade for at støtte. Koblingen mellem fagene og mellem skole og erhvervsuddannelse er en af vejene til, at eleverne oplever naturfag som noget, der er relevant også udenfor klasseværelset. Og så er det oven i købet sjovt, siger Agi Csonka, programchef hos Villum Fonden. 

Om Villum Fonden
Villum Fonden og Velux Fonden er almennyttige fonde stiftet af Villum Kann Rasmussen - grundlægger af bl.a. Velux A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. I 2017 uddelte Villum Fonden godt en mio. kr. og Velux Fonden 210 mio. kr. til almennyttige formål.

Om DASU
Dansk Automobil Sports Union (DASU) er hovedorganisation for al organiseret bilsport i Danmark. Omkring 8.000 medlemmer er fordelt på ca. 100 klubber rundt omkring i landet. Blandt DASU’s aktiviteter er banesport, karting, rally, bilorientering, MRC og dragracing. Dansk Automobil Sports Union er tilsluttet Danmarks Idrætsforbund (DIF), den internationale motorsportsorganisation, FIA, det internationale kartingforbund, CIK, og det europæiske forbund for radiostyrede biler, EFRA.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109