23948sdkhjf

EU-Parlamentet baner vej for flere elbiler med nyt CO2-mål

EU-Parlamentet vil have mindre CO2-udledning fra biler frem mod 2030. Det åbner for flere elbiler på vejene.

MILJØ Europa-Parlamentet har onsdag stemt for en målsætning om 40 procent reduktion af CO2 fra biler frem mod 2030.

Det baner vej for et bedre klima og flere elbiler på vejene, vurderer organisationen Dansk Energi.

- Klimaet kalder på flere elbiler. Det her er et meget, meget stærkt signal fra Europa-Parlamentet til bilproducenterne om, at fremtidens bilpark er grøn og elektrisk, siger viceadministrerende direktør i Dansk Energi Anders Stouge:

- Vi forventer et boost i salget af elbiler.

Energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) understreger, at regeringen vil kæmpe for at få forslaget vedtaget, når det ligger på bordet hos medlemslandene i næste uge.

- Det glæder mig, at Europa-Parlamentet har sendt et klart signal om, at der er behov for at øge ambitionerne for CO2-krav til biler.

- Vi skal lægge maksimalt pres på bilproducenterne for at komme med bedre og billigere elbiler, siger Lars Chr. Lilleholt.

EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S) er lettet over, at forslaget er gået igennem.

- Der har været en massiv lobbyindsats fra den europæiske bilindustri, der synes, at 40 procent er alt for ambitiøst.

- Så jeg er lettet over, at vi er kommet igennem med det her mål. Selv om jeg gerne havde set, at det var endnu mere ambitiøst, siger hun.

Lovforslaget fra Europa-Parlamentet skal godkendes af medlemslandene, før det kan træde i kraft. EU's ministre vedtager deres fælles holdning til forslaget 9. oktober.

Schaldemose krydser fingre for, at målsætningen bliver bibeholdt af medlemslandene og opfordrer regeringen til at lægge pres på for at få det igennem.

- Hvis ikke der bliver lagt pres på bilindustrien, ændrer den sig ikke. At vi lægger det her pres betyder, at industrien forstår, at den skal omstille sig, siger hun.

Med onsdagens afstemning lægger Europa-Parlamentet op til en CO2-reduktion fra 2020 til 2030 på 40 procent fra biler.

Delmålet på vejen til det endelige mål er en reduktion på 20 procent fra 2020 til 2025.

Forslaget blev vedtaget med 389 stemmer mod 239, mens 41 ikke stemte.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.135