23948sdkhjf

De fire vigtigste svejsetendenser i autobranchen

Migatronic op til au2messen: Lidt om de materialer, biler består af og hvilke krav bilproducenterne stiller til svejsning ved reparationer.

SVEJSE-TRENDS Migatronic A/S i Fjerritslev viser på au2messen blandt andet den nye Automig 300 Pulse svejsemaskine, men har også de andre Automig-modeller med, Automig 2 inverter og den trinregulerede Automig

Migatronics svejse- og produkteksperter har i øvrigt samlet de vigtigste tendenser inden for svejsning i autobranchen lige nu. Her kan man blive klogere på de materialer, biler består af og hvilke krav bilproducenterne stiller til svejsning ved reparationer.

Innovative kræfter i autobranchen er ekstremt effektive, når det gælder anvendelse af nye ståltyper. Hovedformålet er at gøre biler mere kollisionssikre og at nedsætte vægten - jo lavere vægt, jo længere på literen.

I takt med at bilproducenter bruger nye ståltyper i bilers chassis og karosseri, skal sammenføjningsmetoderne tilpasses, så pladesmeden på et karosseriværksted kan reparere biler præcist efter bilproducenternes anvisninger.

- En moderne bil består af flere forskellige ståltyper, som hver især skal bearbejdes på den mest hensigtsmæssige måde. Temperaturen, som materialet bliver varmet op til under bearbejdningen, er altafgørende: For høj temperatur svækker stålets styrke, mens for lav temperatur ikke sammenføjer materialet optimalt. Begge scenarier gør bilen mindre sikker at køre i efter endt reparation, fortæller Torben Henriksen, produktchef hos Migatronic.

1. Højstyrkestål

Højstyrkestål i tynde plader er udbredt i bilindustrien til fremstilling af for eksempel rammer, karosseridele, styrkebærende dele og kollisionsbeskyttelsesbjælker. Stålet giver et afstivet karosseri, som ikke vrider sig, når bilen kører over ujævnheder; bilen vil derfor også være stærkere ved sammenstød. Højstyrkestålet er populært, fordi det giver bilproducenterne mulighed for at bruge materialer i mindre godstykkelser, hvilket reducerer bilens samlede vægt i forhold til tidligere.

Derfor kan brændstofforbruget reduceres.

- Når pladesmeden svejser eller MIG-lodder i det tynde højstyrkestål, opvarmes materialet. Hvis temperaturen under bearbejdningen kommer på højde med stålets fremstillingstemperatur, svækkes stålets styrke. Derfor gælder det om at svejse med så lav en temperatur som muligt, men samtidig opnå optimal sammenføjning. Det ved bilproducenterne, hvordan man opnår. Derfor er det afgørende, at pladesmeden altid udfører reparationer i højstyrkestål efter anvisninger fra producenten, uddyber Torben Henriksen.

2. Aluminium

Bilproducenterne øger mængden af aluminium i deres biler. Aluminium er duktilt (bøjeligt) og har en lav vægt, hvilket gør, at materialet er populært i tyndplader til visse dele af et bilkarosseri. Reparation af aluminiumsplader i biler skal oftest foretages med MIG-lodning med puls, da det er en mere skånsom proces hvad angår opvarmning under bearbejdningen end konventionel svejsning.

3. Dobbelt pulssvejsning

Et stigende antal bilproducenter kræver i dag, at de svejsemaskiner, som bliver godkendt til at foretage reparationer på deres biler, skal have funktionen "dobbeltpuls", som er en udvidelse af almindelig pulssvejsning. Svejsemaskinen justerer automatisk volt og ampere og veksler mellem høj og lav strømstyrke. Færre ampere betyder mindre varme. Det reducerer varmepåvirkningen og giver en stabil proces uden svejsesprøjt.

Processen eliminerer næsten kastninger og spændinger i materialet helt, så pladesmeden sparer tid på opretning. Det er en stor fordel ved reparation af tyndplader og profiler, som er en del af arbejdsopgaverne på et karosseriværksted. Dobbeltpuls bliver både brugt ved svejsning og MIG-lodning i tyndplader af højstyrkestål og aluminium.

4. MIG-lodning

Et stigende antal bilproducenter kræver, at visse reparationer i tyndplader af højstyrkestål, for eksempel A-, B- og C- stolper samt paneler, skal foretages med MIG-lodning med eller uden puls frem for med konventionel MIG/MAG-svejsning.

MIG-lodning har principielt ingen opblanding med grundmaterialet, så tilsatsmaterialet i stedet fungerer som en katodisk binding (vædning) mellem grundmaterialet og tilsatsmaterialet.

Lodning er en skånsom bearbejdning af materialet, fordi temperaturen er væsentlig lavere end ved MIG/MAG-svejsning. Processen skåner samtidig det rustbeskyttende zink- eller aluminiumslag på stålets bagside og bevarer stålets oprindelige styrke bedst muligt.

Migatronic E-4014

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125